BIF-fans i opråb: Vis, at I har hænderne på rattet Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

BIF-fans i opråb: Vis, at I har hænderne på rattet

Fanafdelingen i Brøndbyernes IF har i et åbent brev til klubbenes ledelse udtrykt deres bekymring over den retning, klubben er i.

Brøndby IF's fans
Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

De negative overskrifter har stået i kø for Brøndby det seneste halve år.

Klubben er fortsat uden sejr i Superligaen siden november, og med en gedigen scoringskrise og en sag om to profiler, som er blevet sat af holdet, er stemningen på vestegnen alt andet end god.

Det får nu Fanafdelingen i Brøndbyernes IF til at komme med et opråb overfor klubbens ledelse i et åbent brev.

- Kære ejerskab - har I hænderne på rattet?

Sådan indleder fanafdelingen deres åbne brev på sin egen hjemmeside, hvor de i klare vendinger kritiserer den forfatning, som klubben i øjeblikket befinder sig i. Du kan læse hele brevet her.

Og det er specielt situationen omkring ledelsesgangen i Brøndby, at fanafdelingen udtrykker bekymring over tingenes tilstand i klubben.

- Tæt på fire måneder efter annonceringen af den administrerende direktørs afgang er der fortsat ikke præsenteret en afløser. Samtidig har klubbens sportsdirektør opsagt sin stilling og fratræder inden længe. Dermed står Brøndby IF i en situation, hvor to af de absolut mest centrale ledelsespositioner i klubben enten er ubesatte eller snart bliver det.
Det er i sig selv bemærkelsesværdigt, skriver fanafdelingen.

Brøndby IF's fans
Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Det er den walisiske cheftræner Steve Cooper, der for øjeblikket har roret i Brøndby. Før ham var det Frederik Birk og Jesper Sørensen, der indtog sidelinjen for de blågule, og de tre trænerens manglende succes kalder på granskning af de beslutninger, som bliver truffet i Brøndby, skriver fanafdelingen.

- Når tre træneransættelser i træk ikke formår at skabe det ønskede sportslige fundament, kalder det på refleksion. Ikke nødvendigvis om den enkelte træner – men om processen, retningen og de sportslige valg, der ligger bag.

- Som fans forstår vi, at det tager tid at bygge noget op. Vi forstår også, at resultater kan svinge. Men det, der bekymrer os, er, når der begynder at tegne sig et billede af manglende sammenhæng mellem beslutninger, struktur og retning.

Og det er specielt ét klart ønske, som Fanafdelingen stiller til den nuværende ledelse.

- I Fanafdelingen ønsker vi ikke at pege fingre. Vi ønsker klarhed. Vi ønsker retning. Og vi ønsker en ledelse, der skaber tillid gennem handling. Vi har tidligere delt vores perspektiver på, hvilke kompetencer en ny administrerende direktør bør besidde. Det gjorde vi for at bidrage konstruktivt. Det ønske står ved magt.

- Men situationen i dag kalder på mere end ønskelister. Den kalder på synlig ledelse.

Derfor er opfordringen fra Fanafdelingen klar.

- Træd tydeligt frem. Skab klarhed. Og vis, at I har hænderne på rattet, skriver Fanafdelingen slutteligt.

Vallys tror på Cooper: Vi har gang i en masse gode ting

Mest læste

Notifications

Notifikationer