Tingager pressede selv på: Det var powerplay
Frederik Tingager blev helten for AGF mod FC Nordsjælland.

📍 Campo på Ceres Park Vejlby
Et enkelt point kan vise sig særdeles værdifuldt for AGF i det lange løb.
Derfor har aarhusianerne også en hel del at takke Frederik Tingager for, efter forsvarsstyrmanden fredag scorede på sin første boldberøring i hjemmekampen mod FC Nordsjælland.
I modsætning til sidste kamp, startede Tingager nemlig på bænken, og undervejs i kampen gjorde han sit for at komme ind og ændre på den 0-1-føring, FC Nordsjælland tidligt i kampen havde givet sig selv.
- Jeg pressede på for at komme ind. Jeg havde en god følelse og følte, at jeg var et sted, hvor jeg godt kunne hjælpe, og det må man sige, at jeg gjorde, selvom jeg faktisk føler, at jeg skulle have scoret én mere.
- Jeg sagde bare, at jeg var klar. Jeg var klar på at komme op i front, for drengene pressede på, og det var jo nærmest powerplay, og det var et spørgsmål om tid, før den gik ind, siger Tingager til Campo.

Den 33-årige midterforsvarer har ikke spillet 90 minutter for AGF siden september, og fra oktober til februar sad den store stopper ude med en drilsk lyskeskade.
Han lægger da heller ikke skjul på, at glæden ved scoringen fredag står i skarp kontrast til vintermånedernes skadesperiode.
- Der går mange tanker igennem hovedet på en. Det er lidt surrealistisk. Det er jo fra den ene yderlighed til den anden, efter jeg har været et skidt sted både fysisk og mentalt, og så lige pludselig stå her og skaffe et point, der kan vise sig at blive rigtig stort, lyder det fra Tingager.
AGF har nu en kamppause på 10 dage, inden de først møder FC Midtjylland på udebane, FC Nordsjælland på udebane og så FC Midtjylland på hjemmebane i løbet af bare seks dage.

AGF
Frederik Tingager












