Officielt: Mads Agesen bliver i Viborg – og får ny rolle
Mads Agesen bliver i VIborg FF, hvor han bliver forfremmet.

Mads Agesen skal ingen steder.
Den eftertragtede sportschef fra Viborg bliver hos Kløverklubben, hvor han fremover får endnu mere ansvar.
Den 43-årige sportschef skal fremover være fodbolddirektør i klubben.
Det oplyser Viborg på klubbens hjemmeside.
En rolle, som Mads Agesen er stolt over at skulle besidde.
- Jeg er taknemmelig, ydmyg og rigtig stolt af, at der er blevet peget på mig. Jeg vil sende en stor tak til især Morten Jensen for at have vist mig stor tillid i hele min tid her. Jeg føler, at jeg har bevist mit værd i samarbejde med mange dygtige mennesker, og jeg er glad for det, vi har opnået indtil videre.
- Vi er stærke i vores strategi og mindset, og vi er ikke bange for at tænke nyt. Vi er klar til at ændre organisationen, når det giver mening, og så er det bare en rigtig god klub at møde ind i hver dag.
- Fremtiden i Viborg FF ser rigtig lys ud, og fundamentet her har vel aldrig været stærkere. Her er en rigtig stærk kultur, som er med til at skabe stærke præstationer lige nu med et hold med mange unge spillere. Akademiet er på vej frem og har heller aldrig stået bedre, og så har klubben lavet en historisk stor investering i nye faciliteter, som også får stor betydning for vores fremtid. Der er rigtig mange positive ting i Viborg FF, og der er endda potentiale til rigtig meget mere, så det er enormt spændende at være en del af, siger Mads Agesen til klubbens hjemmeside.
Dermed udvider Viborg direktionen fra to til tre. Udover Agesen som ny fodbolddirektør og administrerende direktør Morten Jensen tæller direktionen også Lasse Kristensen, som er økonomidirektør.

43-årige Mads Agesen blev ansat som sportschef i Viborg FF i marts 2023, hvor han kom til fra Randers FC. Her arbejdede han som chefscout.
Norske Rosenborg har angiveligt været meget interesserede i at hente Agesen, ligesom danske klubber som Brøndby og FCK også er blevet kædet sammen med sportschefens navn.
Læs mere om det her:

Randers FC
Viborg FF












