Hvad skal Delaney og Zanka? Her er Svenssons svar
Thomas Delaney og Mathias ‘Zanka’ Jørgensen har kontraktudløb i FCK til sommer, så hvad skal der ske derefter?

Tidligere på året lød Thomas Delaney i interview tydeligvis som en spiller, der håbede og troede på at fortsætte i FC København efter sommerferien.
FCK har siden sagt farvel til sportsdirektør Sune Smith Nielsen og cheftræner Jacob Neestrup, to ledere der har været i FC København gennem mange år.
Det åbner på den ene side for en helt ny situation, hvor en kommende sportsdirektør skal tage en beslutning og samtaler med Delaney såvel som Mathias 'Zanka' Jørgensen om næste sæson.

Og samtidig kan det også give et ekstra incitament til at holde fast i to spillere, der kender klubben ind og ud og har været med i flere af FCK's mest succesrige perioder.
Svenssons stemme
Med i den proces kommer også den nye cheftræner Bo Svensson, der skal sætte holdet og i næste sæson række ud efter DM-guldet.
Men nogen endelig beslutning er FCK eller cheftræneren ikke klar til at træffe.
- Vi drager ikke konklusioner efter ti dage. Om det er Mathias eller Thomas, det er for tidligt til det, siger Bo Svensson i et interview med Viaplay.

- Der er en proces i gang for, at vi ud fra udgangspunktet er bedst forberedt til det kommende transfervindue, lyder det fra FCK-cheftræneren.
Mathias 'Zanka' Jørgensen kom på fri transfer efter lukningen af transfervinduet i vinter, da FCK stod med problemer i midterforsvaret.
Thomas Delaney skiftede tilbage til FCK i sommeren 2024 fra Sevilla efter udlejninger til Hoffenheim og Anderlecht i 2023 og 2024.
Se hele interviewet med Bo Svensson i toppen af denne artikel.

FC København
Thomas Delaney
Hoffenheim
Mathias ‘Zanka’ Jørgensen












