Poulsen melder tre ude – men håber på flere comebacks før FCM
AGF-cheftræneren tror på, at han inden længe får nogle af sine skadede spillere til rådighed.

Sæsonen lakker mod enden og de færreste Superliga-trupper kan sige sig helt fri for skader.
Det kan man heller ikke i AGF, hvor det dog har stået værre til tidligere på sæsonen.
Rasmus Carstensen, Nicolai Poulsen og Markus Solbakken er de tre, der lige nu kæmper for at blive klar igen.
Fredag aften tager AGF imod FC Nordsjælland, og her skal man ikke forvente at se nogen af dem i aktion.
- De kommer nok ikke med i morgen (fredag, red.). Men jeg synes stadigvæk, at det, vi har at vælge imellem, ser ganske fornuftigt ud, siger AGF-cheftræner Jakob Poulsen til Campo og de øvrige fremmødte medier efter torsdagens træningspas på Fredensvang.

Når først AGF er kommet igennem kampen mod FCN, venter der et opgør mod FC Midtjylland.
Inden da har man 10 dages pause, og det kan vise sig at blive ganske afgørende.
- Vi har jo heldigvis en lang pause, og der håber jeg selvfølgelig på, at vi efterhånden er ved at være fuldtallige, når vi kommer ud igen.
- Der kan jo altid komme noget nyt, men det er sådan, det er, i den her periode af sæsonen, siger Jakob Poulsen.
Kampen mellem AGF og FC Nordsjælland fløjtes i gang fredag aften i Aarhus.
Det første opgør mod FC Midtjylland spilles i Herning mandag den 20. april.
AGF
FC Nordsjælland
Jakob Poulsen












