Wolfsburg-dansker meldes i nye skadesproblemer
Jonas Wind er tilsyneladende løbet ind i en ny skade.

Hvor har Wolfsburgs mange danskere dog kæmpet med skader sæsonen igennem.
Senest tyder det nu på, at Jonas Wind er løbet ind i endnu en af slagsen.
Det til trods for, at han for bare en måned siden gjorde comeback.
Dengang kæmpede han med en skade i låret, som kostede en længere pause samt en operation.
Ifølge lokalmediet Wolfsburger Allgemeine Zeitung var det også lårproblemer, der under onsdagens træningspas fik den danske angriber til at hoppe fra.
Konklusionen er, at han "ser ud til" at skulle indstille sig på en ny skadespause.
Timingen kunne ikke være meget dårligere, for i weekenden brød han sin måltørke ved at score for første gang i 330 dage.

Ganske sigende for den kriseramte Bundesliga-klub, var det ikke nok til en sejr. I stedet endte det med et målrigt nederlag på 6-3 ude mod Bayer Leverkusen.
Wolfsburg befinder sig derfor fire point under nedrykningsstregen efter 28 runder af Bundesligaen.
Jonas Wind har kontraktudløb til sommer, så viser det sig at være en ny alvorlig skade, kan han meget vel have spillet sin sidste kamp i Wolflsburg-trøjen.
Jonas Wind
Wolfsburg












