Østjyllands Politi afviser at svare på AGF-fans’ kritik
Politiet i Østjylland har god dialog med superligaklubberne, lyder det.

Kritikken fra AGF-fangruppen Nýsir var ikke til at tage fejl af.
I en udmelding på facebooksiden Samlet for Aarhus rettede gruppen i sidste uge en skarp kritik af Østjyllands Politi, hvis tilgang til det stemningsskabende fanmiljø - herunder især Nýsir og Aarhus Yngste - blev stærkt kritiseret.
I opslaget lyder det blandt andet, at Østjyllands Politi kriminaliserer personer alene på baggrund af deres tilknytning til fanmiljøet og ikke grundet konkrete handlinger.
Campo har forsøgt at få en kommentar fra Østjyllands Politi, som ikke ønsker at kommentere kritikken.
I en kort udtalelse til Campo lyder det alene fra Østjyllands Politi:
- Østjyllands Politi har et godt samarbejde og er løbende i dialog med de lokale superligaklubber for at sikre, at fodboldkampene i politikredsen kan blive afviklet på god og sikker vis.

Også ved mandagens kamp i Viborg viste AGF-fansene utilfredshed med ordensmagten:

Kritikken fra fangrupperingerne i Aarhus lød i sidste uge:
- Tilknytningen til et stemningsskabende fanmiljø må ikke i sig selv være anledning til mistænksomhed og unødig indgriben fra ordensmagten. Kernen i denne udmelding er Østjyllands Politis tilgang til os og til det stemningsskabende fanmiljø i Aarhus.
- Vi oplever i stigende grad, at Østjyllands Politi ikke alene retter sig mod konkrete handlinger, men mod miljøet generelt. Det skaber en oplevelse af, at tilknytning til de stemningsskabende miljøer - herunder især Nýsir og Aarhus Yngste (fangrupperinger, red.) - i sig selv er blevet gjort mistænkelig og til et problem i bybilledet.
- Det gælder blandt andet, når personer med tilknytning til miljøet opsøges i nattelivet og noteres. Det bidrager til en oplevelse af kriminalisering, hvor tilknytning til miljøet i sig selv synes at blive behandlet som noget mistænkeligt. Det gælder også, når bestemte personer nægtes adgang til eller ophold omkring tribunen trods aftaler med AGF, og når udmeldte linjer ikke altid efterleves i praksis. Der er eksempler på, at politiet forud for en kamp tilkendegiver, at de vil holde sig på langsiden under kampen, men alligevel ender med at troppe op bag vores tribune.
Du kan læse mere om kritikken her:

AGF












