Forsinket fødselsdagsgave: VFF belønner talent med lang kontrakt
Kort efter sin 18-års fødselsdag, har forsvarstalentet Emil Monrad fået forlænget sin kontrakt.

Det er ikke uset, at spillere skriver lange kontrakter på deres 18-års fødselsdag.
Brøndby gjorde det senest med Jacob Ambæk, ligesom at tirsdagens fødselar Viggo Poulsen også spås en ny kontrakt inden længe.
Som 18-årig må spillerne nemlig underskrive længere kontrakter end det er tilfældet, hvis de endnu ikke er myndige i lovens øjne, hvilket de også ved i Viborg.
Emil Monrad, som søndag fyldte 18 år, har nemlig onsdag underskrevet en lang kontrakt med Viborg.
Forsvarstalentet har sat sin underskrift på en aftale, som holder ham i klubben indtil 2031.
Det oplyser Viborg på sin hjemmeside.
Og selv er Emil Monrad svært godt tilfreds med, at det nu er blevet til en ny aftale med klubben, som han endnu har til gode at debutere for.
-Jeg er selvfølgelig rigtig glad. Det er dejligt, at klubben viser mig tillid og synes, at jeg har gjort det godt. Det er her, jeg gerne vil være, så det er rigtig stort at skrive under på en femårig kontrakt med VFF, siger han og fortsætter:

-Det er en god klub med et godt miljø og gode mennesker, og jeg føler, at jeg hele tiden udvikler mig her. Jeg skal blive ved med at arbejde hårdt hver dag, og så er mine næste mål, at jeg skal blive etableret i truppen, være med på bænken i Superligaen og forhåbentlig få min debut snart.
Også sportschef Mads Agger er begejstret for, at den unge forsvarsspiller har valgt at dedikere sig til Viborg. Foruden sine fodboldmæssige kvaliteter besidder Monrad nemlig også en række kvaliteter, som værdsættes i Viborg.
-Emil udvikler sig meget positivt og har i de seneste par år taget store skridt hos os, mens han også har spillet sig ind som fast mand på U18-landsholdet. Han er en talentfuld back, der har sine styrker i det offensive spil med sin gode indlægsfod, og så har han samtidig et rigtig stærkt mindset. Han møder ind hver dag og gør alle de rigtige ting, og så er han en god holdkammerat, der står for den kultur, vi gerne vil have i klubben.
-Vi tror på, at han kan fortsætte den gode udvikling her, og når vi skriver en lang kontrakt med Emil, så er det først og fremmest en cadeau til ham, men også til alle omkring ham på akademiet. Vi glæder os til at fortsætte samarbejdet, lyder det fra sportschefen.
18-årige Emil Monrad har været udtaget til førsteholdstruppen en enkelt gang i denne sæson.
U18-landsholdet
Viborg FF












