Eks-AGF’er åbner op om syg far: Han lever et forfærdeligt liv
Frederik Ihler drømmer om at spille fodbold med sin far på lægterne.

Frederik Ihler er nået vidt omkring, siden han forlod AGF i 2023.
Landskrona, Molde og nu Elfsborg, hvor han virker til at have fundet sig til rette, lyder den nordiske menu.
Men at det går godt med karrieren, er ikke nødvendigvis lig med, at alt er fryd og gammen.
Eksempelvis har han et ønske, som i mange tilfælde ville være ganske ydmygt, der ikke kan opfyldes.
I et længere interview med Fotbollskanalen åbner han nemlig op om sin far, der er alvorligt syg.
- Da jeg var lille, kunne jeg ikke gå ud og gøre normale ting med min far, såsom at spille fodbold. Ting, der ellers ville være naturligt i andre familier, kunne vi ikke gøre, siger han.

Han fortæller videre, at der er tale om en alvorlig nyresygdom. Den har medført, at hans far har mistet begge sine nyrer, samtidig med at de nye han har fået, bliver ved med at fejle.
- Det bliver aldrig godt igen, og det er trist. Jeg ville ønske, at han kunne komme her og se mig spille en kamp.
Hans far følger dog Frederik Ihler på afstand fra hospitalet.
- Det er heldigt, at man kan streame Allsvenskan, så han kan se mine kampe. Han lever et forfærdeligt liv, som han bare ligger der uden mulighed for at foretage sig noget.
- Så jeg håber, at vi spiller en god kamp på mandag ( i dag, red.), så hans liv måske føles lidt lettere, siger Frederik Ihler.
Frederik Ihler og resten af Elfsborg tager hul på Allsvenskan med en kamp hjemme mod Göteborg.
AGF
Elfsborg












