Aarhusianer kan komme til VM: Det er det ypperste Foto: Frank Cilius/Ritzau Scanpix

Aarhusianer kan komme til VM: Det er det ypperste

At komme til VM med Irak er kæmpestort, fortæller Frans Putros til Campo.

Frans Putros spiller for Viborg
Foto: Frank Cilius/Ritzau Scanpix

Når Irak til sommer skal spille VM, bliver det formentlig med Aarhus-islæt i truppen.

Kevin Yakob virker selvskrevet, men der er faktisk også en anden Aarhus-dreng, som kan se frem til at repræsentere De Mesopotamiske Løver til sommerens slutrunde.

Frans Dhia Putros, som er født og opvokset i Aarhus, har gode chancer for at være med på flyet, når Irak efter 40 år gør comeback ved verdensmesterskaberne.

I den afgørende playoff-kamp mod Bolivia lykkedes det Irak at sikre sig billetten til VM.

Og personligt er det kæmpestort for den tidligere Superliga-spiller, som i dag er at finde i indonesiske Persib Bandung.

- Det betyder meget for mig. Det gør det virkelig. Ikke nok med at kvalifikationen har været lang, så har jeg også spillet nogle tidligere VM-kvalifikationer, hvor vi ikke har været i nærheden.

- Jeg har været en del af landsholdet nu i efterhånden en del år, så at det er kommet hertil nu, hvor man kan sige - også i forhold til min karriere og at jeg er kommet lidt op i alderen - at man lige nåede at få det krydset af, det er stort for mig.

Frans Putros spiller for Viborg
Foto: Frank Cilius/Ritzau Scanpix

Og han er ikke i tvivl om, at en VM-slutrunde er noget af det allerstørste, en spiller kan skrive på sit fodbold-CV.

- Jeg ser bare frem til at komme til VM og opleve det, for det har jeg også sagt mange gange før, at det er det ypperste, man kan prøve at opnå som fodboldspiller. Så det er kæmpestort.

VM-billetten blev sikret mod Bolivia i den afgørende playoff-kamp den første 1. april. Og det har ikke helt nået at bundfælde sig, at Irak og Frans Putros nu skal til VM, fortæller han.

- Det er svært at sætte ord på. Der er mange, der har spurgt mig, hvordan det føles. Det er lidt svært, og måske er det ikke sådan rigtigt gået op for én endnu.

Irak er i gruppe med Frankrig, Senegal og Norge ved sommerens slutrunde, og selvom der måske venter en AGF-duel, hvis altså Kristian Arnstad også bliver udtaget, er det dog ikke dén kamp, Frans Putros ser allermest frem til.

- Jeg glæder mig mest til at møde Frankrig, hvis jeg skal være ærlig.

Er det Mbappé, du skal ud og løbe om kap med?

- Det kunne da være meget sjovt. Nu må vi se, om stængerne kan holde til det.

Det er imod Norge, at Irak spiller deres første VM-kamp i 40 år, når sommerens slutrunde løber af stablen.

Putros: Jeg havde ikke drømt om VM, da jeg besluttede mig for at spille for Irak

Mest læste

Notifications

Notifikationer