Efter klubkøb: AaB ryger snart på danske hænder
Investeringen i hollandske VVV Venlo er blot seneste tegn på, at AaB snart kan være tilbage på danske hænder.

Man er tilgivet, hvis hollandske VVV Venlo ikke siger én ret meget heroppe i Danmark.
Noget af det mest spektakulære i klubbens over 120 år lange historie er en fantastisk kobling til japansk fodbold, der sendte senere superstjerner som Keisuke Honda og Maya Yoshida forbi klubben.
Men i disse timer bliver der givetvis søgt mere på klubben i især Nordjylland, end der nogensinde før er blevet i Danmark.
Det skyldes, at Bernhard og Jan Peters, der var to af de centrale arkitekter bag SSE 22's investering i AaB, nu køber en fjerdedel af VVV Venlo i spidsen for en gruppe tyske investorer.
Begyndte også sådan i AaB
Hvis det lyder bekendt, er det med god grund, for det var også sådan, de tyske investorer trådte ind i AaB i 2023 for siden at investere i en aktiemajoritet.
Og man skal næppe forestille sig et kommende klubsamarbejde mellem AaB og VVV, der ligesom nordjyderne ligger i næstbedste række uden udsigt til oprykning i denne sæson.
Tværtimod ligner det endnu et skridt i retning af, at AaB igen får danske investorer som majoritetsejere, mener Campos chefredaktør.
- Det er ikke VVV Venlo eller hollandsk fodbold, der her er det interessante i en dansk kontekst, siger Troels Bager Thøgersen.

- Det er derimod, at det her bare er seneste tegn på, at den tyske majoritetsejer i AaB sandsynligvis er på vej ud igen.
Løsning inden for et år
AaB meldte tidligere i denne uge ud, man er nødt til at lave besparelser forud for næste sæson, hvor man igen spiller i 1. Division efter det missede Top 6-slutspil.
Og der er flere tegn på, der kan være danske majoritetsejere på vej i AaB, vurderer Campos chefredaktør.
- Det buldrede og bragede allerede sidste år, da AaB igen rykkede ned, og det halve af Nordjylland tilsyneladende var klar til at sende AaB-ejerne med en enkeltbillet hjem til Hamborg.
- Det blev ikke til noget dengang. Men læg mærke til, at AaB i november meldte ud, man havde brug for 75 millioner kroner, som så kun ender med omkring 25 millioner her i foråret, hvoraf en del bare er konvertering af gæld til aktier.

- Bemærk også, at AaB i forbindelse med årsrapporten og udmeldingen om kapitaludvidelsen skrev, at de tyske ejeres relaterede konsulentfirma ikke længere ville få opgaver i AaB.
- I det lys ser jeg klart Venlo-investeringen som tegn på, at de tyske investorer er ved at flytte fokus videre fra AaB. Jeg tror, vi nærmer os et form for slutspil, der muligvis ender med, at AaB kommer tilbage på danske hænder inden for 6-12 måneder. Det er næppe på plads, for så havde man jo meldt en løsning ud, og jeg siger heller ikke, det bliver nemt og uden yderligere konflikter. Men min klare fornemmelse er, at vinden blæser i den retning.
Ud over afklaringen af den langsigtede fremtid skal AaB også sørge for ikke at rykke ned i de kommende uger, hvor man begynder det ti runder lange slutspil otte point foran HB Køge på 11. pladsen.
AaB
Danmark











