Delaney begræder Neestrup-exit: Har det rigtig dårligt
Thomas Delaney hylder Jacob Neestrup som en af de største i klubbens historie.

181 kampe blev det til for Jacob Neestrup som cheftræner i FC København.
I landskampspausen blev den 38-årige københavner fyret hos de forsvarende mestre efter lidt mere end tre og et halvt år.
Lidt over fire måneder uden en sejr i Superligaen blev til sidst for meget for ledelsen i FC København, og derfor føler FCK-profilen Thomas Delaney også et medansvar for, at Jacob Neestrup nu er fortid i klubben.
- Det har jeg det dårligt med, fordi jeg personligt og vi spillere har et ansvar for, hvordan det er gået. I sidste ende er den, der betaler prisen, Neestrup, og det gør ondt som spiller at være en del af, siger Delaney til Viaplay.

Jacob Neestrup blev den 14. cheftræner i FC Københavns knapt 34-årige historie, og Thomas Delaney tøver ikke med at sende ham helt op i toppen blandt klubbens nu forhenværende trænere.
- Han er nok oppe tæt på Ståle [Solbakken] med den kortere periode, han har været her i med mesterskaber og Champions League, så [han har betydet] utrolig meget. Det gør altid ekstra ondt, når det er en, der har taget rejsen op igennem ungdomsrækkerne, lyder det fra Delaney.
Efter nederlaget til FC Fredericia i den seneste kamp, trak Neestrup blandt andet Delaney og Mathias Zanka til side til den efterfølgende træning, men det var der ikke noget odiøst i, forsikrer Delaney.
- Jeg oplevede ham ikke anderledes. Det gør vi jo tit efter kampe, når vi løber rundt om banen, så trak han nogle til siden, så det var ikke fordi, jeg på den måde havde set den (fyringen, red.) komme, lyder det fra fra Delaney.
Se og hør hele interviewet med Thomas Delaney herunder:
FC København
Jacob Neestrup
Thomas Delaney












