AGF-fangruppe med skarp kritik mod politiet
Nýsir Aarhus har i et opslag på Instagram vist deres utilfredshed med Østjyllands Politi.

Fanmiljøet i fodbold har trukket mere opmærksomhed over de sidste par år.
Fanscenen i dansk fodbold er vokset og fangrupperinger bliver større og større. Det har samtidig betydet en øget tilstedeværelse fra politiet til kampene.
Man vil nemlig gerne sikre tryghed for de mange fans, og forebygge mod vold og uro, der kan opstå, når to klubber møder hinanden.
Politiets fremgangsmåde er ikke i orden, hvis man spørger fangruppen Nýsir Aarhus.
De har i et opslag på Instagram rettet kritik mod Østjyllands Politi, hvor de fortæller at deres indgreben er rettet mod fanmiljøet fremfor de ulovlige handlinger, der kan opstå til en fodboldkamp.
- Tilknytningen til et stemningsskabende fanmiljø må ikke i sig selv være anledning til mistænksomhed og unødig indgriben fra ordensmagten. Kernen i denne udmelding er Østjyllands Politis tilgang til os og til det stemningsskabende fanmiljø i Aarhus.
- Vi oplever i stigende grad, at Østjyllands Politi ikke alene retter sig mod konkrete handlinger, men mod miljøet generelt. Det skaber en oplevelse af, at tilknytning til de stemningsskabende miljøer - herunder især Nýsir og Aarhus Yngste (fangrupperinger, red.) - i sig selv er blevet gjort mistænkelig og til et problem i bybilledet.

- Det gælder blandt andet, når personer med tilknytning til miljøet opsøges i nattelivet og noteres. Det bidrager til en oplevelse af kriminalisering, hvor tilknytning til miljøet i sig selv synes at blive behandlet som noget mistænkeligt. Det gælder også, når bestemte personer nægtes adgang til eller ophold omkring tribunen trods aftaler med AGF, og når udmeldte linjer ikke altid efterleves i praksis. Der er eksempler på, at politiet forud for en kamp tilkendegiver, at de vil holde sig på langsiden under kampen, men alligevel ender med at troppe op bag vores tribune.
- Når dette afføder rolige spørgsmål fra fans, udvikler situationen sig efter vores opfattelse i flere tilfælde unødigt konfrontatorisk. Når konkrete henvendelse på stedet samtidig mødes med henvisninger til, at der handles efter ordrer ovenfra, forstærker det indtrykket af en ufleksibel tilgang og svækker respekten og tilliden yderligere.
- Vi ser også et mønster, hvor visitationer omkring tribunen rammer bredt - i særlig grad unge mennesker - og hvor karantæner i nogle tilfælde efter vores opfattelse fremstår spinkelt begrundede. Samlet efterlader det et indtryk af en praksis, hvor brede dele af miljøet mødes med mistanke, kontrol og sanktioner frem for præcise og proportionale indgreb. En retsstat bør bygge på konkrete, individuelle vurderinger - ikke unuancerede greb over for hele miljøer.
- Det er heller ingen hemmelighed, at utilfredsheden med den nuværende kurs ikke kun findes blandt os. Også blandt fans i andre klubber og i fanmiljøet generelt er der en udbredt oplevelse af, at Østjyllands Politi fører en særlig hård og konfrontatorisk linje. Også i og omkring AGF opleves der stor frustration over den måde. Østjyllands Politi håndterer situationen på - Det bør mane til eftertanke.
- Vores kritik handler ikke om at beskytte vold eller uro- Den handler om at pege på en konkret praksis fra Østjyllands Politis side, som vi oplever som mistænkeliggørende og unødigt konfliktskabende. Når en politikreds møder et helt miljø på den måde, rejser det også principielle spørgsmål om proportionalitet, retssikkerhed og retningen for dansk fankultur.
- Hvis dette er den fremadrette procedure over for de stemningsskabende miljøer, kan det blive starten på enden for dansk fankultur, som vi kender den. Der er behov for en anden kurs fra Østjyllands Politis side. En kurs med større gennemsigtighed, bedre begrundelser og en mere proportional indsats rette mod konkrete handlinger frem for bedre og unuancerede indgreb, afslutter Nýsir Aarhus.
AGF ligger i skrivende stund på en førsteplads i Superligaen med et forspring på fem point ned til FC Midtjylland.
De skal en tur til Viborg FF med kampstart klokken 18.00 på mandag, for at komme et skridt tættere på deres første mesterskab siden 1986.
AGF-profil havde stor succes med sit landshold, og er klar til VM-slutrunden.
Læs mere her:

AGF












