Superliga-klub bekræfter forhandlinger med investorer
Randers FC bekræfter sidste uges rygter om forhandlinger.

Der er noget i gære i Randers.
I sidste uge kunne Randers Amtsavis afsløre, at Superliga-klubben ligger i forhandlinger med japanske investorer.
Torsdag bekræfter Randers FC nu dele af den historie.
Det gør man i en udmelding på klubbens egen hjemmeside.
- I forlængelse af de rygter, der cirkulerer, ønsker vi at give en kort og faktuel status.
- Randers FC er i dialog med en potentiel investor. Dialogen er en del af det løbende arbejde med at sikre klubbens langsigtede udvikling, både sportsligt og forretningsmæssigt, står der blandt andet i udmeldingen.

Selvom kronjyderne bekræfter selve forhandlingerne, vil man alligevel ikke oplyse nærmere om, hvem der forhandles med.
- Der er på nuværende tidspunkt ikke indgået nogen aftale, og processen er fortsat på et stadie, hvor vi af hensyn til fortrolighed ikke kan kommentere yderligere detaljer, herunder identiteten på den potentielle investor.
Randers FC understreger desuden også, at den daglige drift fortsætter med et uændret fokus.
Det er ikke første gang, at man i Randers afsøger muligheden for at finde sig en investor.
I sommer blev der nemlig også meldt om potentielt investor fra udlandet, nærmere bestemt amerikanere.
Faktisk blev der allerede i efteråret 2024 oplyst om, at man havde underskrevet en hensigtserklæring med en ny potentiel investor.
Salget af klubben løb dog ud i sandet, men ambitionen virker til at leve i bedste velgående her i foråret 2026.
Randers FC












