Randers jubler over AGF-aftale: God økonomisk
Randers FC glæder sig over, at man har lejet sit stadion ud til AGF.

Egentlig er Randers FC og AGF ikke bedste venner. I hvert fald ikke på fansiden.
Men de to klubber er nu alligevel blevet enige om en ganske afgørende aftale for Aarhus-klubben.
AGF ligger nemlig lunt i svinget til at skulle spille europæisk fodbold på den anden side af sommerpausen.
Problemet er bare, at klubbens midlertidige hjemmebane, Ceres Park Vejlby, ikke lever op til UEFA's mange krav til en europæisk hjemmebane.
Derfor har AGF banket på døren i Randers, og det er blevet taget godt imod.
Parterne har nemlig indgået en aftale, der giver AGF mulighed for at spille sine europæiske kampe på Cepheus Park.
Og det er noget, man tillader sig at glæde sig over i Randers FC:
- Det er en god aftale økonomisk for Randers FC, men også for Randers Kommune, at vi kan leje stadion ud til AGF.
- Samtidig synes jeg, det er vigtigt, at vi bakker op om hinanden i dansk fodbold. Vi har selv haft glæde af hjælpen tidligere, da vi lånte deres stadion sidste år i juni, og derfor er det naturligt, at det også går den anden vej nu, siger fodbolddirektør Søren Pedersen.

I udmeldingen på Randers FC's hjemmeside understreges det desuden, at man oplever et fælles ansvar i dansk fodbold, hvor klubber skal bakke op om hinanden på trods af rivaliseringer for at repræsentere Danmark bedst muligt internationalt.
Cepheus Park en kapacitet på omkring 10.300 tilskuere.

Randers FC
AGF












