Manchester United har første sommerindkøb på plads

Manchester United har sommerens første indkøb på plads, men der er bare ét mindre problem.
Først skal han blive 18, hvilket han gør den 13. juli.
Det er nemlig den bare 17-årige colombianske midtbanespiller, Cristian Orozco, den engelske storklub angiveligt har kastet sin kærlighed på og angiveligt allerede har en aftale på plads med.
Det skriver Manchester Evening News.
Orozco spiller til dagligt i hjemlandets Fortaleza, som han kom til fra barndomsklubben Rojo FC sidste sommer.
Aftalen mellem Manchester United og Fortaleza skulle være forhandlet på plads, og den unge colombianske midtbanespiller kommer angiveligt til at koste Manchester United én million dollars - svarende til cirka 6,5 millioner danske kroner.

Den relativt beskedne pris afspejler, at Cristian Orozco ikke i første omgang er tiltænkt en startplads hos Michael Carrick - eller hvem end der er manager i Manchester United efter sommerferien.
Manchester United ser efter alt at dømme ind i en sæson efter sommerferien, der kommer til at byde på europæisk fodbold af den ene eller anden slags.
Med Casemiros allerede annoncerede farvel, ventes den engelske storklub særdeles aktive på sommerens transfermarked.
Manchester United












