– En af de største skandaler for dansk fodbold
Danmark er ikke at finde ved VM 2026.

Norge er med. Sverige er med. Men det er Danmark ikke.
Sent tirsdag aften fik alle danske fodboldfans en kollektiv mavepuster.
For mens vores nordiske naboer til sommer skal til USA, Canada og Mexico for at spille VM, så skal Danmark kigge med på afstand.
Det blev nemlig til et nederlag efter straffespark i den sidste og altafgørende playoff-kamp mod Tjekkiet.
VM 2026 er ellers udvidet til at have hele 48 deltagende nationer.
At Danmark ikke har formået at nappe en af de pladser, er ifølge TV 2 Sports ekspert Bo Henriksen langt fra godt nok.
- Det er en af de sorteste kapitler i dansk fodboldhistorie. Det er selvfølgelig totalt sørgeligt for dansk fodbold.
- Det får uanede konsekvenser for hele fodbolden i Danmark. Det er en af de største skandaler for dansk fodbold, sagde Bo Henriksen i TV 2's dækning af landskampen sent tirsdag aften.

Også David Nielsen havde svært ved at finde et lys i mørket tirsdag aften.
- I den her kvalifikation er vi gradvist blevet dårligere og dårligere. Jeg synes, at poweren og sammenholdet stille og roligt er forsvundet. Danmark har ikke været dygtige nok. Jeg synes, at vi er et sted nu, hvor det er rigtig svært at tage positive briller på, fordi Danmark har misset VM.
Irak bookede tidligt onsdag morgen den sidste billet til VM 2026. Du kan få overblikket over samtlige deltagende nationer her:

Danmark












