Superligaens eneste tjekke tror på Danmark: Én tjekke er magisk
Der er særligt én af de tjekkiske spillere, Danmark skal være opmærksomme på tirsdag aften.

I alt 11 tjekkiske spillere har igennem tiden været forbi den danske Superliga.
I dag er FC Midtjyllands højreback Adam Gabriel den eneste, og særligt tirsdag aften vil han formentlig føle sig en smule alene i Danmark.
Her tager hans landsmænd som bekendt mod Brian Riemers tropper i den altafgørende VM-playoff-kamp i Prag, og selvom Adam Gabriel tror på dansk sejr, så advarer han danskerne mod særligt én af sine landsmænd som den bedste på det tjekkiske mandskab.
- Jeg vil sige, at det måske er [Ladislav] Krejčí fra Wolves. Jeg ved, at de ikke gør det så godt som hold, men han er meget stærk på dødbolde. Jeg kender ham fra Sparta Prag, hvor han var min holdkammerat.
- Jeg ved, han har noget specielt. Jeg ved ikke, om han er den bedste, men jeg ved, han har noget specielt. I nogle øjeblikke kan han virkelig hjælpe en - han har magiske evner, siger Adam Gabriel til Campo og den øvrige presse i Herning tirsdag.

Ifølge bookmakerne går Danmark ind til kampen som favoritter, selvom den skal spilles på tjekkisk græs, men Adam Gabriel er enig med bookmakerne i, at Danmark på forhånd har bedst kort på hånden, og det baserer han blandt andet på en af sine holdkammerater i FC Midtjylland.
- Hvis jeg skal være ærlig, så synes jeg, Danmark har et bedre hold, hvis man kigger på, hvor de spiller. Tjekkiet har omkring 15 spillere fra den [hjemlige] liga, og hos Danmark er der måske én, og han er slet ikke en del af truppen, lyder det fra Adam Gabriel med henvisning til holdkammeraten Victor Bak, der af landstræner Brian Riemer er blevet sorteret fra den endelige trup til kampen.

At Danmark er favoritter til kampen, betyder dog ikke, at det i sidste ende kan være Tjekkiet, der står med VM-billetten.
- Det er bare én kamp, og jeg synes, vi har nogle styrker. Vi er stærke på dødbolde, og vi skal bare score et let på og så bygge en stor mur og beskytte vores mål.
- Jeg tror ikke, det bliver en vild kamp med mange mål. Jeg tror den ender 1-0 eller 1-1 eller noget i den stil, men hvis jeg skulle oddse, så ville jeg sætte mine penge på Danmark, men jeg tror selvfølgelig på, at vi på en eller anden måde vinder, lyder det fra Gabriel.
Adam Gabriel står selv noteret for en enkelt landskamp for Tjekkiet. Den kom for to år siden, hvor han spillede en halvleg i en træningskamp mod Armenien.
Danmark












