Gyser: Kæmpe millionbeløb på spil for landsholdet
Der er mange millioner kroner på spil, når Danmark tirsdag aften spiller mod Tjekkiet i Prag.

Da Danmark spillede VM 2022 i Qatar, blev det både sportsligt og organisatorisk en skrækkelig oplevelse for det danske landshold.
Men finansielt blev turneringen en rimelig oplevelse for DBU med præmiepenge for omkring 73 millioner kroner, hvilket var udbyttet af kvalifikationen til slutrunde og det ene point, man fik mod Tunesien.
Nu er VM-slutrunden udvidet fra 32 til 48 landshold, og det kommer også en ordentlig sjat præmiepenge oven i, når turneringen løber af stablen i USA, Mexico og Canada til juni og juli.

Campo har vendt den økonomiske situation i forhold til VM-slutrunden med kilder i fodboldmiljøet.
Og der skal ikke meget til for, at turneringen bliver særdeles rentabel for DBU, især hvis VM giver et godt boost med sponsorindtægter.
Selv taberne tjener kassen
FIFA har reklameret med, at præmiepengene samlet set stiger 50 procent fra VM 2022 i Qatar, hvor de allerede var rekordstore sammenlignet med tidligere VM-slutrunder.
Betalingerne runder 4,7 milliarder kroner fordelt på 48 deltagende landshold, og selv hvis man taber rub og stub, er der fremragende betalinger.

Taber Danmark alt ved en VM-slutrunde, tjener man 68 millioner kroner i præmiepenge fra FIFA.

Ryger man videre til 1/16-finalerne, er der 81 millioner kroner garanteret.
En ottendedelsfinale kaster 107 millioner kroner af sig, og kvartfinalen giver 133 millioner kroner.
Bronzevinderen får 198 millioner kroner og fjerdepladsen 185 millioner kroner, mens VM-vinderen får 335 millioner kroner og den tabende finalist 224 millioner kroner.
Har millionudgifter
DBU kommer til at bruge et betydeligt millionbeløb på et ophold og afviklingen af en dansk VM-lejr, rejser og hotel.

Spillerne kommer også til at tjene et millionbeløb på en bonusordning for deres deltagelse i slutrunden, som DBU selvsagt skal betale.
Kommer Danmark til VM-slutrunden, vil DBU få omtrent otte procent af billetterne på stadion i Mexico City, Atlanta og Guadalajara til rådighed for danske fans.
Der har været heftig kritik af billetsystemet ved VM-slutrunden – læs mere om det her.

Danmark












