VM-favorit nedtoner: Må ikke miste vores ydmyghed
Didier Deschamps ser helst ikke, at hans spillere går rundt og skruer forventningerne op.

Frankrig er - igen - blandt favoritterne til at vinde sommerens VM-slutrunde.
Senest blev Colombia nedlagt med 3-1 i en testkamp søndag aften.
Få dage forinden blev det til en sejr over Brasilien.
Det har fået Bayern München-backen Lucas Hernandez til at hylde det franske angreb som "verdens bedste".
Frankrigs landstræner, Didier Deschamps, er dog ikke videre tilhænger af, at man på den måde går og taler Frankrig op forud for VM.
- Har han sagt det? Så må jeg hellere tage en snak med ham, siger Didier Deschamps med et smil på et pressemøde og fortsætter:
- Det er ikke vores job, at lade os rive med. Selvfølgelig har vi potentialet (til at vinde VM, red.), ja. Det har otte eller ti andre hold også.
- Vi er ambitiøse, men vi må ikke miste vores ydmyghed. Vi opnår intet ved at snakke om, at vi er de bedste og de stærkeste, siger han.

Til trods for at ydmygheden skal huskes, så er der naturligvis stadig selvtillid at spore i den franske landsholdslejr efter testsejrene over de to sydamerikanske nationer.
- Det føltes ikke som testkampe, for der var meget aggressivitet og tænding på. Startelleveren viste kvalitet, og det var to gode testkampe.
- Vi kommer ikke til at lade os rive med. Spillerne fik grebet chancen, og det giver os nogle muligheder i truppen.
Frankrig er til VM havnet i en pulje med Senegal, Norge og en endnu ukendt playoff-vinder.
Frankrig












