Dansk fiasko? – Det der er spekulationer
Brian Riemer giver ikke meget for snakken om, at Danmark potentielt kan misse VM.

48 hold skal til VM i 2026.
Danmark risikerer at være et af de hold, der glipper den største VM-slutrunde nogensinde, og det ser særligt skidt ud med tanke på, at Curacao skal med.
Den snak giver landstræner Brian Riemer dog ikke meget for. Han mener i stedet, at man skal se på hele konteksten af, hvordan man kvalificerer sig til slutrunden.
- Vi skal lige huske på, at der er noget, der hedder fordelingsnøgler, og jeg tror, at det er 16 hold, der er med fra Europa. Så det er jo ikke os eller Curacao, det er os eller Tjekkiet, og det er sådan man skal se på det.
- Det der er spekulationer. Jeg vil gerne til VM, og spillerne vil gerne til VM. Jeg synes bare, det er vigtigt, at man skal have konteksten på plads, hvis man vil snakke om sådan nogle ting.
- Og konteksten er jo, at det er koefficienterne for de forskellige kontinenter, der er afgørende i forhold til, hvem der er med. Vi skal slå til Tjekkiet, gør vi det, så skal vi til VM, fortæller Brian Riemer til Viaplay.

Dansk fiasko?
Den danske landstræner blev også spurgt ind til, om det vil være en fiasko at glippe en VM-billet, og det lægger Riemer ikke skjul på, at det vil være.
- Det vil vi selvfølgelig betegne det som (en fiasko, red.). Vi startede kvalifikationen for at komme til VM, og hvis vi ikke lykkes med det, så er det jo skuffende.
- Det skal vi også nok være de første til at række fingeren op og sige. Og jeg kan også godt garantere alle seere og eksperter, at dem, der vil være allermest skuffede og aller hårdest ved sig selv, det er os, fortæller Brian Riemer.
Du kan se hele interviewet i videoen over artiklen.
Danmarks VM-skæbne afgøres tirsdag den 31. marts, når Tjekkiet venter i Prag. Kampen fløjtes i gang klokken 20:45, og du kan se den på TV 2.
En af landsholdets store stjerner af havnet på bænken, men der er stadig plads til ham, slår landstræneren fast:w

Danmark












