Atypisk: Inter Miami hylder Messi med tribune
Den argentinske legende får får en tribune opkaldt efter sig på Miami-klubbens nye stadion.

Det er ikke noget uvant syn, at fodboldlegender får tribuner opkaldt efter sig.
Noget uvant er det dog, at aktive fodboldspillere hyldes på den facon, som typisk kun tilfalder spillere eller trænere, som for længst har indstillet fodboldgerningen.
Ikke desto mindre er det lige nøjagtig, hvad Inter Miami har tænkt sig at gøre.
Ikke overraskende er det selvfølgelig den argentinske legende, Lionel Messi, som står til at spille foran en tribune, som bærer hans navn.
Inter Miami står til at indvie deres nye stadion, Nu Stadium, til april, og her bliver den ottefoldige Ballon d'Or-vinder altså indskrevet i stadionets historie. Bogstaveligt talt.
Det skriver klubben på sin hjemmeside.
- Inter Miami CF er begejstret over at annoncere Leo Messi-tribunen, hvor vores nummer 10 og anfører bliver en del af et sjældent og unikt tilfælde i global sport: en atlet, der regelmæssigt spiller på sit hjemmestadion med en tribune opkaldt til hans ære.

Og der er en særlig grund til, at Inter Miami nu vælger at hylde den argentinske troldmand.
- Traditionelt ser hyldester tilbage. De er bygget på nostalgi. På minder. Denne er anderledes.
- At anerkende nogen handler ikke altid om at afslutte et kapitel. Nogle gange handler det om at indse, at du er vidne til noget unikt, skriver klubben på sin hjemmeside.
Det er den 4. april, at Inter Miami spiller sin første betydende kamp på det nye stadion, hvor 'den bedste spiller i historien', som klubben skriver på sin hjemmeside, for første gang kan spile foran en tribune, der bærer hans navn.
Lionel Messi har i 93 optrædener for Inter Miami noteret sig for hele 82 mål og 53 oplæg i den lyserøde trøje.
Han har kontrakt med Inter Miami frem til slutningen af december 2028.
Inter Miami
Lionel Messi












