Ville købe Superliga-stjernes kammerat: Bød stort millionbeløb
Der har været heftige forsøg på at købe en attraktiv sydamerikaner og hente ham til Skandinavien.

De spillede sammen i Universidad De Chile, og nu er de på Chiles A-landshold sammen.
Og stod det til svenske Malmö FF, var Lucas Assadi, som FC Midtjylland tidligere har haft på radaren, i dag Allsvenskan-spiller.
Ifølge svenske medier og chilenske Radio ADN forsøgte Malmö FF helt ind til den svenske transferdeadline tidligere i denne uge at købe Assadi.
MFF har længe haft kig på midtbanespilleren, der er kammerat og landsholdskollega med Darío Osorio.
Mange penge
Ifølge fanmediet Emisora Bullanguera, der følger Universidad De Chile tæt, bød MFF i sidste weekend 2,4 millioner euro, svarende til 18 millioner kroner, på Assadi.

Og ifølge chilenske Radio ADN kom MFF i denne uge tilbage med et bud, der var en anelse lavere, cirka 15 millioner kroner, men hvor Universidad De Chile til gengæld beholdt en videresalgsklausul på 20 procent på den offensive midtbanespiller.

Den chilenske topklub hoppede ikke på tilbuddet og vil forsøge at forlænge landsholdsspilleren, der har kontraktudløb til nytår.
Darío Osorio selv ser ud til at skulle skifte klub til sommer, hvor det er hans, hans agenters og FC Midtjyllands plan at finde en større europæisk klub, der vil betale et stort millionbeløb for kantspilleren.
Malmö FF var også sat i forbindelse med danske Christian Rasmussen, der tidligere har spillet for FC Nordsjælland og Ajax, og i dag spiller på kanten for Fortuna Düsseldorf.

Malmö FF












