Ståles Norge kunne ikke hamle op med Hollands PL-stjerner
Holland og Norge testede VM-formen i en test på Johan Cruyff Arena i Amsterdam, og her trak hjemmeholdet det længste strå.

Med kun 76 dage til VM 2026 sparkes i gang, er der hård kamp om pladserne på de respektive landshold.
Mens Danmark endnu ikke er kvalificeret, så er der flere nationer, der bruger nuværende landskampstermin på at teste formen og måske finde ud af, hvem der skal repræsentere landsholdet til slutrunden til sommer.
For Ståle Solbakken, der som norsk landstræner har bedrevet triumfen med endelig at kvalificere Norge til et VM, gav det anledning til at teste sine tropper mod nogle af de største spillere i verden.
På det hollandske landshold vrimler det med store stjerner, hvoraf størstedelen af aftenens udvalgte har en hverdag i den engelske Premier League.
Og det blev da også de store PL-profiler, der blev afgørende i sidste ende.
Først var det dog den tidligere Superliga-spiller Andreas Schjelderup, der tørner ud for portugiske Benfica, der bragte Norge på 1-0 efter 24 minutter.

Den scoring stod alene i ni minutter, før Hollands anfører, Liverpool-stjernen Virgil van Dijk pandede en udligning ind i det norske mål.
I anden halvleg blev det Manchester City-bomberen Tijjani Reijnders, der hev sejren hjem til de orangeklædte, der vinder testkampen med 2-1.
Norge manglede dog flere af sine prominente navne. Både Erling Haaland og Martin Ødegaard har meldt afbud til landsholdet i denne omgang.
Til VM venter der kampe mod Frankrig, Senegal og en endnu ukendt nation for Norge.
Heller ikke Holland kender alle sine modstandere til VM endnu. I gruppen er både Japan og Tunesien dog foreløbigt med.

Danmark
Virgil van Dijk
Holland
Norge












