Roony lufter utilfredshed for første gang
Roony Bardghji er alligevel ikke helt tilfreds med spilletiden i FC Barcelona.

Roony Bardghji er lige nu samlet med resten af det svenske landshold, der ligesom Danmark skal forsøge at spille sig til VM gennem playoff.
Vanen tro er han et af de navne, der tiltrækker sig stor opmærksomhed hos vores gul/blå nabo.
Denne gang er ingen undtagelse.
Blandt andet vil de svenske journalister gerne høre mere om den tidligere FCK-kants situation i FC Barcelona.
Og for en gangs skyld virker Roony Bardghji til at have et lidt mere ærgerligt svar, end hvad han ellers plejer.
Sådan tolker spanske Sport i hvert fald svenskerens udtalelser. Ifølge avisen er det første gang, at han uden at lægge fingre imellem erklærer sig utilfreds med mængden af spilletid under cheftræner Hansi Flick.
- Sandheden er jo, at jeg indtil nu har fået meget begrænset spilletid, siger han til svensk TV ifølge Sport og fortæller videre, at Hansi Flick ellers har haft muligheden for at give ham flere minutter på grund af det tætpakkede kampprogram.
- Jeg er tålmodig, men jeg synes helt ærligt, at jeg har fortjent at spille mere, lyder det videre.
- Nej, jeg er ikke 100 procent tilfreds, men sådan er fodbold. Jeg har kæmpe respekt for dem, der har været med holdet i lang tid - de er mine holdkammerater. Jeg ved, hvad jeg kan bidrage med, og jeg har en stor tro på mig selv.

Hjemme i Barca kæmper Roony Bardghji med blandt andre Lamine Yamal om spilletiden.
I alt står han noteret for 615 minutters fodbold siden skiftet fra FCK til Barca i sommerens transfervindue.
Det har kastet to mål og fire oplæg af sig.
FC Barcelona
Hansi Flick
Roony Bardghji












