Brøndby takker AGF efter ubehagelig sag
Brøndby IFsætter pris på den hurtige reaktion fra AGF i sagen om racistiske og homofobiske råb i søndagens Superliga-opgør.

Søndagens Superliga-kamp mellem AGF og Brøndby IF var på lange stræk en rolig affære inde på banen.
Desværre har det vist sig, at der under kampen var homofobiske og racistiske tilråb mod en Brøndby-spiller.
Det har torsdag eftermiddag fået AGF til at melde ud, at tre tilskuere til kampen har fået to års karantæne for tilråbene, efter de er blevet identificeret.

Samtidig forsøger AGF at opklare en anden sag meldt af Brøndby, hvor der kom lignende, diskriminerende tilråb fra et andet sted på stadion i søndagens kamp.
Kvitterer for indgriben
AGF har meldt tydeligt ud, at der ingen tolerance er for racisme og homofobi, og det glæder kommunikationsdirektøren i Brøndby, at kollegerne i Århus handler prompte i den ærgerlige og triste sag.

- Vi sætter stor pris på AGF’s hurtige reaktion og vi har haft en god dialog om den her sag. I dansk fodbold skal vi stå sammen om at få racisme og homofobi ud af stadion. Det kan desværre ske alle steder og det kræver samarbejde på tværs af klubskel og stadions, siger Søren Hanghøj, der er kommunikationsdirektør i Brøndby IF.
AGF forsøger fortsat at finde frem til, hvem der kom med racistiske tilråb fra A-tribunen i anden halvleg, som Brøndby har gjort opmærksom på.
De tre tilskuere, der er tildelt to års karantæne, var på pladser på den modsatte langside.

AGF
Brøndby IF











