AGF-spillere røg ud på stribe: Jakob Poulsen giver status
Tre AGF-spillere måtte udgå i klubbens testkamp mod Silkeborg IF torsdag eftermiddag. Nu giver cheftræner Jakob Poulsen status på skadessituationen.

📍 Campo på Fredensvang
Det var nok ikke lige den testkamp, Jakob Poulsen havde håbet på.
AGF spillede torsdag eftermiddag 1-1 mod Superliga-kollegaerne fra Silkeborg, men undervejs måtte hele tre AGF-spillere udgå.
Først var det Markus Solbakken, der allerede efter 18 minutter måtte forlade banen. Herefter fulgte Nicolai Poulsen og Stefen Tchamche trop.
Efter kampen kunne cheftræner Jakob Poulsen dog komme med fortrøstningsfuldt nyt for AGF-fansene.
- I forhold til Polle (Nicolai Poulsen, red.) handler det mere om de minutter og de problemer, han har haft. Der var noget, der spændte op, så vi håber ikke, der er noget alarmerende ved det, siger AGF's cheftræner til Campo og den øvrige presse efter kampen.
Jakob Poulsen gav efterfølgende en foreløbig opdatering på Tchamche, der slog knæet, og norske Markus solbakken, der de seneste uger har siddet ude med en synsforstyrrelse.
- Stefen (Tchamche, red.) fik et slag. Det må vi få tjekket, det er det ikke blevet endnu. Så der kan jeg ikke sige så meget mere. Med hensyn til Markus havde han noget ubehag. Det var selvfølgelig ikke med i planen, men vi håber, det ikke er noget vanvittigt slemt med nogle af dem, siger Jakob Poulsen til Campo og den øvrige presse efter testdeleren.

Opgøret endte 1-1 efter mål af Patrick Mortensen og Silkeborgs Malthe Hansen.
Læs mere om kampen her:

AGF
Jakob Poulsen
Stefen Erwan Tchamche












