Holdkammerat hylder Salah: Den største i Liverpool
Mohamed Salah vinker til sommer farvel til Liverpool.

En æra i Liverpool er forbi.
Denne sommer takker Mohamed Salah af i klubben, selvom han egentlig havde kontrakt for en sæson mere.
Med 255 mål og 122 oplæg i 435 kampe har den egyptiske stjerne været synonym med Liverpools succesfulde periode.
Han bliver derfor ikke overraskende hyldet af holdkammerat Andy Robertson, der har været med på en lang del af rejsen.
- Ni af de bedste år i vores liv fyldt med fantastiske minder – både på og uden for banen. At se dig udvikle dig til den bedste i det, du gør, og blive en af de bedste nogensinde til at bære Liverpool-trøjen, har været en fornøjelse at overvære og være en del af.
- Din mentalitet er uden sidestykke, og mange kunne lære af den. Du har presset dig selv hver eneste dag og altid krævet mere – både af dig selv og af andre.
- Det har været en fornøjelse at dele banen med dig i så lang tid, men endnu større at kunne kalde dig en ven. Du fortjener en afsked, der afspejler din status i Liverpool Football Club – den største. Uden sidestykke, skriver Andy Robertson i sit opslag.

Andy Robertson er ifølge Transfermarkt den spiller, der har delt banen sammen med Mohamed Salah flest gange.
Det er blevet til hele 338 optrædener sammen.
Læs mere om Mohamed Salahs afsked her:

Liverpool
Mohamed Salah












