Cheftræneren smuttede: Nu er afløseren på plads
Kolding IF har få dage efter afskeden med Albert Rudé fundet hans afløser.

Der sprang mandag lidt af en bombe i den danske 1. division.
Mere eller mindre ud af det blå kunne Kolding IF nemlig annoncere, at man var blevet enig med cheftræner Albert Rudé om at gå hvert til sit.
To dage senere har man nu fået hans afløser på plads.
Kolding IF har således indgået en aftale med Jonas Kamper.
JydskeVestkysten var først med historien, som stemmer overens med Campos oplysninger.
Den tidligere Brøndby-spiller sagde sit job op som assistenttræner i AC Horsens for to dage siden - samme dag, som Albert Rudé forlod Kolding IF.
Der er samtidig tale om et comeback til Kolding IF for den kommende cheftræners vedkommende.
Forud for ansættelsen som assistent i AC Horsens i 2024, hvor han nåede at arbejde under Martin Retov og siden David Nielsen, stod han nemlig med ansvaret for Kolding IF's U19-mandskab i tre år.

42-årige Jonas Kamper overtager et mandskab, der fortsat kan tillade sig at drømme om oprykning til Superligaen - selvom andre ligger bedre til.
I hvert fald indtager man med 10 runder tilbage af 1. division en femteplads, seks point efter Hvidovre IF på andenpladsen.
I sin aktive karriere nåede Jonas Kamper at repræsentere Brøndby IF, Randers FC og Viborg FF.
Derudover havde han også et fire år langt ophold i tyske Armenia Bielefeld.
AC Horsens
Kolding IF












