Medie: Tudor er fortid i Spurs – afløser allerede linet op
Kroatens korte kontrakt kan blive endnu kortere.

Han har i forvejen kun kontrakt indtil sommer.
Godt en måned inde i jobbet som Tottenham-træner risikerer Igor Tudor at få forkortet sin i forvejen korte kontrakt yderligere.
Ifølge flere medier står kroaten overfor en snarlig fyring, og FootballInsider-reporteren Pete O'Rourke melder tilmed, at London-klubben fyrer Tudor indenfor de kommende to døgn.
Men Johan Lange og kompagni har en køreplan klar.
Den tidligere Brighton-manager Roberto de Zerbi er nemlig allerede blevet udpeget som afløser for Tudor, men kun hvis han er villig til at påtage sig ansvaret med det samme og ikke vente til sommer.
Igor Tudor har på ingen måde formået at løfte Tottenham, efter han i februar overtog roret fra danske Thomas Frank, og weekendens hjemmebanenederlag på 0-3 til nedrykningskonkurrenterne fra Nottingham Forest menes at være den berømte dråbe, der har fået bægeret til at flyde over.

Det forsmædelige nederlag, der kan ende med at få stor betydning i Tottenhams kamp for at undgå nedrykning, kom ovenpå det, der ellers var en kortvarig opblomstring fra Tottenham.
En uafgjort mod Liverpool i Premier League blev fulgt op med en - godt nok betydningsløs - 3-2-sejr over Atletico Madrid i Champions League, hvorfra Tottenham alligevel blev elimineret.
De to kampe er de eneste er Tudors i alt syv kampe i spidsen for Tottenham, han ikke har tabt.
Igor Tudor var efter søndagens 0-3-nederlag fraværende ved det obligatoriske pressemøde grundet 'personligne omstændigheder'.
Tottenham har siden meldt ud, at fraværet skyldtes, at Tudors far kort forinden var død. Et dødsfald Tudor angiveligt først blev gjort bekendt med umiddelbart efter kampen.
Nu ventes Roberto de Zerbi altså at føre kapløbet om at overtage det risikofyldte job, som også Harry Redknapp, Glenn Hoddle og Tim Sherwood er blevet sat i forbindelse med.
De Zerbi har stået uden job, siden han efter gensidig aftale forlod Pierre-Emile Højbjerg og Marseille i februar.
Tottenham Hotspur












