27.000 kroner: Fans klager over vanvittige VM-priser
De billigste billetter til VM-finalen koster nu over 4.000 dollar.

FIFA er nok en gang røget i unåde.
Denne gang er det Football Supporters Europe (FSE), der sammen med forbrugerforeningen Euroconsumers har indsendt en formel klage til EU.
Årsagen bag er billetpriserne ved sommerens VM-slutrunde.
- FIFA har monopol på billetsalget for VM 2026, og den magt har man udnyttet til at påtvinge fans nogle vilkår, som aldrig ville være acceptable i et frit marked.
- For mange er det her en once-in-a-lifetime oplevelse, hvorfor fair og transparent adgang til billetter er afgørende, skriver FSE på sin hjemmeside.
Som eksempel fremhæves billetpriserne til VM-finalen, der nu starter med en pris på hele 4.185 dollar, svarende til 27.000 kroner.
Det er syv gange dyrere end de billigste billetter til finalen ved VM i Qatar i 2022.
Til sammenligning kostede de billigste billetter til EM-finalen i 2024, som UEFA står bag, omkring 100 dollar.

FIFA skiltede tidligere selv med, at man forventede en gennemsnitlig billetpris på 1.408 dollars til årets VM-finale, men det beløb er altså for længst blevet hævet markant.
Foruden de ekstreme priser, så mener FSE også, at FIFA har benyttet sig af feje kneb i form af en slags lokkemad.
- FIFA blev ved med at reklamere for billetter til 60 dollar til kampene i gruppespillet. I praksis blev de udsolgt, før salget blev åbnet for den brede offentlighed.
- Ikke alene efterlod det fans skuffede, men det at reklamere for en pris, der reelt ikke er tilgængelig, er lokkemad. Det er ulovligt under EU's forbrugerlove.
Euroconsumers og FSE vil med klagen gerne have EU til at handle nu på følgende punkter:
- Stoppe brugen af dynamisk prissætning på alle billetter i det europæiske økonomiske område for den resterende del af VM 2026.
- Fryse billetpriserne for det kommende April-salg til de priser, som FIFA selv annoncerede tilbage i december
- Senest 48 timer før April-salget skydes i gang, skal FIFA offentliggøre hvor mange billetter der er tilbage i hver kategori samt hvor sæderne til de billetter befinder sig på stadion
- Respektere forbrugernes rettigheder på markederne for både salg og videresalg af billetter.













