Endte blodigt: To Brentford-spiller greb ind i racistisk overfald
De to Premier League-spillere endte selv med blod på sig.

Som noget ganske usædvanligt havde Brentfords spillere fået lov selv at stå for hjemtransporten fra Leeds lørdag aften.
I den forbindelse greb to af London-klubbens spillere ind, da de i de tidlige timer søndag overværede et overfald, der angiveligt var racistisk motiveret.
Det skriver engelske The Telegraph.
Klokken 02 engelsk tid hjalp de to unavngivne Brentford-spillere med at få ro på situationen, inde politiet ankom til London-forstaden Richmond.
Selvom ingen af de to spillere kom noget til i situationen, så havde de begge blod på sig efter situationen, lyder det ifølge The Telegraph fra vidner.
- Politiet rykkede ud til en anmeldelse om et overfald på Queen’s Road i Richmond omkring kl. 02:00 søndag den 22. marts. Betjentene talte med offeret. Efterforskningen er fortsat i gang, og der er endnu ikke foretaget nogen anholdelser, lyder det fra en talsperson fra Metropolitan Police.

Brentford fik lørdag klokken 21 dansk tid 0-0 med fra udekampen mod Leeds på Elland Road - godt 300 kilometer mod nord.
Fordi kampen var den sidste inden landskampspausen, hvor nogle af Brentfords spillere skal repræsentere deres respektive landshold - herunder Mikkel Damsgaard og Mathias Jensen for Danmark - havde klubbens spillere selv fået lov at stå for hjemtransporten fra Yorkshire.

Brentford












