Negativ Brøndby-rekord: – Glade for at se de store klare sig dårligt Fotos: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix og Claus Bech/Ritzau Scanpix

Negativ Brøndby-rekord: – Glade for at se de store klare sig dårligt

Luis Binks og Steve Cooper er trætte af at tale om manglende scoringer men erkender åbent, at Brøndby, fortsat, har et problem.

Luis Binks Tobias Bech Steve Cooper AGF Brøndby
Fotos: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix og Claus Bech/Ritzau Scanpix

📍 Campo i Vejlby

Marko Divkovic og et par af hans holdkammerater havde søndag aften mulighed for at forhindre en af de rekorder, man som Brøndby IF overhovedet ikke har lyst til at få.

Men mål kunne Brøndby-spillerne ikke score, og dermed slog klubben en negativ rekord for flest minutter uden scoringer i Superliga-æraen.

I det lys var det en fattig trøst, at Brøndby sådan set spillede en hæderlig kamp, og at det ikke havde været tyveri, hvis klubben havde scoret og vundet.

Og det sidder i holdet, erkender forsvarsspilleren Luis Binks, der nævnte Brøndbys gode defensive statistik for i næste åndedrag at konstatere, det ikke betød ret meget, når man ikke kan score mål.

Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

- Vi har en række nye offensive spillere i Mayckel [Lahdo], Ousmane [Sow], [Emmanuel] Dennis og [Mads] Frøkjær. Og det er nok en mental ting. De er kommet til en ny klub, og de har nok ikke fundet sig til rette her på den måde, de helst ville være faldet til.

- Så ja, det er noget mentalt. Og det er de nødt til se ud over. Når det første mål kommer, skal der nok komme flere, men det kan vi heller ikke blive ved med at sige. Det skal komme snart, siger Luis Binks.

Irriterende

Brøndby-cheftræner Steve Cooper var ved udmærket mod, da han kom i mixed zone til den skrevne presse.

Men at gode perioder ikke blev vekslet til en forløsende scoring ærgrede den walisiske træner.

Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

- Kampen lå lige foran os i de sidste 20-30 minutter af første halvleg. Vi var nede på deres banehalvdel, og det skulle vi have udnyttet til at være oppe 1-0 ved pausen, siger Steve Cooper.

- Det føjer jo til historien her, som mange uden for Brøndby nyder, om at vi hverken vinder eller scorer mål.

- Folk er jo altid glade for at se de store hold klare sig dårligt og blive slået, og det sker over hele verden, siger Steve Cooper.

- Men det er også derfor, det er så fedt at være i det her job og være i denne klub. Man kan mærke, det virkelig betyder noget for mange mennesker, siger Brøndby-cheftræneren.

Cooper glæder sig over at se den holdindsats, Brøndby leverede søndag, efter der var meget stor skuffelse over nederlaget til Viborg i sidste uge.

- I dag ser vi en gruppe, der virkelig gør tingene sammen, som følger kampplanen. Hvis det var et hold, der ikke stod sammen og ikke troede på det, vi foretog os, så havde kampen nok fået et andet resultat, siger Steve Cooper.

- De to seneste udekampe er ikke årsagen til det [rekorden]. Der var jeg hver gang skuffet over, vi ikke fik scoret, mod Midtjylland synes jeg endda, vi burde have vundet. Det handler om hjemmekampene. Det må vi acceptere, og vi skal have gjort noget ved det, siger Steve Cooper.

Brøndbys næste chance for at score mål og vinde en kamp kommer 7. april, hvor man skal til Farum for at møde FC Nordsjælland.

Vil give FCK og FCM’s Euro-millioner til resten af Superligaen

Mest læste

Notifications

Notifikationer