Mattsson har indtaget England: Går op i en højere enhed
Den tidligere Silkeborg-spiller har hurtigt etableret sig som en stjerne på Norwich-midtbanen. Og drømmen er Premier League, fortæller han.

📍Campo på Carrow Road, Norwich
Pelle Mattsson har taget England med storm.
Selvom skiftet til Norwich i første omgang blev meldt dødt midt i sommerens transfervindue, fik parterne endelig underskrift på hinanden i slutningen af august.
Og hos The Canaries er silkeborgenseren hurtigt blevet en vaskeægte fandarling med sine utrættelige præstationer på midtbanen.
Og klubben er et perfekt match for midtbaneslideren, fortæller han til Campo.
Efter sejren over Sheffield United tidligere i marts fangede Campo Pelle Mattsson, som til opgøret gjorde comeback efter en mindre skade.
Og her udtrykte han sin begejstring over at være skiftet til den østengelske klub, som passer perfekt til den iltre midtjyde.
- Jeg er super glad for mit skifte. Fodboldkulturen herovre, spillestilen - der er mange ting, synes jeg, der går op i en højere enhed. I min skadesperiode var jeg også supermotiveret for at komme tilbage, for jeg har nydt starten på mit eventyr herovre. Så det har været superdejligt, og det er en superdejlig klub, jeg er kommet til. Jeg føler mig tilpas.

Norwich har ofte været at finde i den bedste række i England, og det er da også ambitionen, at The Canaries igen skal være en del af de fineste selskab. Og de ambitioner stemmer overens med Mattsson egne, der ikke er bleg for at medgive, at han og klubben er et perfekt match.
- 100 %. Det kunne jeg allerede mærke, da jeg kom hertil. Ambitionerne - også qua der hvor vi lå i starten af sæsonen, og der hvor vi ligger nu - folk forventer mere. Klubben har været i Premier League før, og det er ikke særligt lang tid siden. Også i forhold til træningsfaciliteter, stadion og stemning. Der er super god stemning og det er en stor klub.
- Det synes jeg bare, er fedt at være komme til den rette hylde. Så det var superdejligt at få det skifte på plads, og jeg er også bare glad for at være her.
Det er vel også Premier League, du gerne vil kunne skrive på CV'et en dag?
- Nej!, joker Mattsson, inden han fortsætter:
- Jo jo, selvfølgelig. Det er selvfølgelig også ambitionen at komme op omkring playoff. Men det er langt ude i fremtiden det der. Nu kigger vi bare på den næste kamp hele tiden, og det er jo altid det, man gør som fodboldspiller. Det er et kedeligt svar, men det er sådan, vi arbejder, og det er sådan, man arbejder bedst som fodboldspiller.

Har lagt på i Norwich
I Superligaen var Pelle Mattsson kendt for sin duelstyrke, hvor han på Silkeborgs midtbane gang på gang lå i top i duel- og tacklingsstatistikkerne.
Dog var skridtet op til Championship en udfordring for midtbanespilleren, der har været nødt til at lægge nye lag på sit spil i den engelske klub.
- I starten var det meget fysik. Man siger meget, at Championship er præget af intensitet og fysik, og det kunne jeg også godt mærke lige da jeg kom til - at jeg blev lidt kyst i nogle dueller, og i de første kampe, var det svært at følge med. Men det synes jeg, at jeg har bygget på forholdsvist hurtigt.
Niveauet har Mattson dog tillagt sig, hvorfor han er ved at bevise, hvorfor Norwich i sin tid pungede ud for den unge midtbanekriger.
- Jeg føler mig egentlig tilpas nu, så nu føler jeg også, at jeg kan spille lidt mere frit og tilpasse mig niveauet og tempoet. Jeg prøver bare at bidrage med det, jeg kan og ved, at jeg er god til, og så tænker jeg også, at der er en grund til, at de købte mig, smiler Mattsson til sidst.
Se videointerviewet øverst i artiklen.
Pelle Mattsson kan indtil videre bryste sig af 27 kampe i Norwich-trøjen.
Pelle Mattsson mærker kærligheden fra Norwich-fansene. Læs mere her.

Norwich City
Pelle Mattsson











