Efter ny nedtur: Igor Tudor sender sin assistent
Personlige forhold holdt Thomas Franks afløser fra at deltage.

Igor Tudor tabte søndag sin femte kamp ud af syv mulige som Tottenham-træner.
Thomas Franks afløser i Tottenham måtte søndag se sit hold nedsablet på egen bane af nedrykningskonkurrenter fra Nottingham Forest.
Efterfølgende var det dog ikke den kroatiske træner, der dukkede op på det obligatoriske pressemøde.
Det var derimod hans 45-årige spanske assistent Bruno Saltor, der straks blev forholdt sin chefs fravær.
- Personlige forhold, familiære forhold, og jeg træder til, fordi det ikke er det rette tidspunkt for ham at udtale sig.
- Alle fejl lige nu går imod os, hver eneste detalje går imod os, og det påvirker også spillerne.

- Man kan se, hvor meget de kæmper. Vi er i en svær situation, det ved alle. I første halvleg var vi det bedste hold, og vi skal være mere konsekvente med det.
- Vi var bagud 1-0 og ønskede at være lidt mere aggressive med spillere, der er på vej tilbage fra skader. Det gik ikke som planlagt, men det var vores intention, lyder det ifølge BBC fra Saltor.
Selvom Tottenham ikke har vundet en kamp i Premier League siden 28. december og dermed har spillet 13 kampe uden at vinde, så tror spanske Saltor stadig på, at klubben redder livet.
- Det gør ondt, det er smertefuldt, virkelig smertefuldt, men fansene var fantastiske i dag – fra før kampen til slutfløjt.
- Vi er nødt til at fortsætte, fordi vi bekymrer os, vi bekymrer os om Spurs, vi er en familie og ønsker at komme ud af den her situation.
- Jeg er 100 procent sikker på, at vi kan komme igennem den her situation, lyder det fra Saltor.

Tottenham Hotspur












