Efter fiasko er Brøndby-jobs på spil i Århus
Selv om de ikke kan nå andet end bronze, er søndag aftens kamp i Århus lige så vigtig for Brøndby, som den er for AGF.

Kan I huske da Brøndby IF for ikke så længe siden var et godt bud på en Danmarksmester, og Steve Cooper lignede et træner-geni efter at have overtaget jobbet efter sensommeren?
Det er ikke bare fantasi.
Se selv her:
Otte spillerunder kan gøre en verden til forskel, når man har ligaens tredjestørste spillerbudget og ikke vinder en eneste af kampene.
Læg dertil, at Brøndby brugte over 50 millioner kroner alene på transfers og forpligtede sig til mange, mange millioner til i lønninger og signon-fees i vinter, og siden ikke har scoret et eneste mål.

Når spillerbussen trækker ind foran Vejlby-Risskov Hallen til eftermiddag, er man underdog i en grad, som Brøndby sjældent har oplevet i Superligaen i de senere år.
Og presset på spillerne, cheftræner Cooper og lederne, det er enormt efter den fiasko, de seneste måneder har været.
Det er hele formålet
Tredjepladsen er inden for rækkevidde, og den vigtig nok i sig selv.
At komme i Europa er ikke flødeskum på toppen af fastelavnsbollen, som Brøndby er skruet sammen.
Det er hovedformålet for ejerne sammen med spillersalg og succes i Superligaen, så en gratis omgang er de ni runder så sandelig ikke, selv om de store transfers i vinter indikerer, næste sæson er den vigtige.

Så de næste ni runder er indlysende vigtige, og begyndende med AGF-kampen i aften er det også en to måneder lang eksamen for alle dem, der vil være med til næste sæson, hvor der er to Champions League-pladser på højkant i Superligaen.
Hvem har det i sig i den nuværende trup? Hvem skal videre til sommer? Og har man den rette cheftræner?
Der er lang vej fra ikke at score mål i fem kampe til at få bronze i maj, og der er endnu længere til at blive etter eller toer næste år, hvilket er den største målsætning.
Brøndbys majoritetsejer Global Football Holdings har brugt mange millioner kroner på at geare klubben til topkampen.
Og når GFH's frontfigur David Blitzer har gang i en stor milliardinvestering i et sportshold i Indien og på tredje år er medejer af det dyreste handlede sportshold i verdenshistorien, bør det fortælle os, ejerne næppe holder sig tilbage og accepterer en mellemsæson nu, for da slet ikke at tale om 2026/27.
Så leveres, det skal der, og vi er nok der i forløbet, hvor proces og udvikling bliver ligegyldigt og det handler om at være den, der putter mad og point på bordet.


AGF
Brøndby IF












