Sig tak, Horsens: Sikrer top seks takket være alle andre
AC Horsens holder liv i håbet om oprykning til Superligaen, men det er ikke klubbens egen fortjeneste denne lørdag.

Der skal købes mere end bare én gavekurv ind i AC Horsens.
'De Gule' er nemlig lørdag blevet sikret en plads i oprykningsspillet i 1. division.
Men lige på denne dag var det så absolut ikke AC Horsens' egen fortjeneste, men derimod alle andre.
Opgaven lød nemlig på en kamp hjemme mod Hvidovre. Den skulle man sådan set bare undgå at tabe - eller i det mindste tabe så lidt som overhovedet muligt. Men den blev tabt med intet mindre end 0-4.
Nederlaget betød, at AC Horsens inviterede både AaB og AC Horsens ind i kampen om en plads i top seks.
De to hold kunne nemlig spille sig á point med AC Horsens, hvis de ellers havde vundet deres respektive kampe.

Samtidig betød det store nederlag, at AC Horsens ellers ville være endt under både Aarhus Fremad og AaB i den samlede stilling, fordi målscoren blev så markant forværret i lørdagens kamp.
Heldigvis for Horsens, formåede AaB ikke at besejre Esbjerg fB på hjemmebane, til trods for et forsøg på et sent comeback. Den kamp endte 1-1, og AaB var dermed bare ét mål fra at stjæle AC Horsens' plads.
Aarhus Fremad tabte sin kamp ude mod Hillerød, så heller ikke her blev muligheden grebet.
Så selvom AC Horsens gjorde sit allerbedste for at lade konkurrenterne komme til og tage pladsen, er det alligevel lykkes at slutte i den bedste halvdel i landets næstbedste række.
Hvidovres fire mål i blev scoret af Ayo Simon Okosun, Sebastian Koch, Malte Kiilerich og Alexander Jacobsen.
AC Horsens indtager nu sjettepladsen forud for slutspillet med ni point op til netop Hvidovre IF på andenpladsen.
AaB
AC Horsens
Hvidovre IF












