Cooper forstår utilfredshed: Fansene fortjener bedre
Steve Cooper fremhæver Brøndby IF-fansenes opbakning, selvom klubben er inde i en krise.

📍 Campo i Brøndby
Målene er langt fra væltet ind for Brøndby IF på det seneste - faktisk tværtimod.
Defensiven har ikke været sårbar, men offensivt har Vestegnsklubben ikke scoret en eneste gang i foråret.
Brøndby IF er inde i en rigtig dårlig periode, og det blev endnu engang tydeligt i den forgangne weekend, hvor Steve Coopers mandskab tabte 0-1 på eget græs til Viborg FF.
Holdet underpræsterede mod Kløverklubben, og fansenes opbakning på lægterne gjorde nederlaget endnu mere smertefuldt, fortæller Steve Cooper.

- Når man tænker tilbage på kampen mod Viborg var der ikke noget som helst godt ved vores præstation. Men når jeg tænker på stemningen på stadion før og under kampen, så gør det endnu mere ondt, for stemningen var helt fantastisk.

- Det var virkelig nogle fans, der godt kunne se, at holdet ikke har givet dem nok, men som alligevel bakkede os op og ligesom sagde: "Okay, holdet spiller ikke godt, men lad os støtte dem og give dem alt".
- Vi leverede en præstation, der ikke levede op til det, de gav os uden for banen, siger den walisiske cheftræner til Campo og den øvrige presse.
Brøndbys andet nederlag i fire kampe i foråret blev mødt af stor utilfredshed fra fansene, der efter slutfløjt kvitterede med massiv pibekoncert.
Reaktionen fra lægterne er forståelig, understreger Cooper.
- Hvordan de (fansene, red.) end havde det efter kampen, så har de fuld ret til det, og det må vi selvfølgelig respektere og acceptere, men lige så vigtigt er det, at vi gør noget ved det, og det skal vi nu, siger han.
Søndag skal Cooper og kompagni en tur til Aarhus, hvor ligaens nummer et, AGF, venter.

Brøndby IF
Viborg FF












