Schmeichel-bombe tog Celtic på sengen: Anede intet
Celtic-cheftræner Martin O’Neill var ikke klar over omfanget af Kasper Schmeichels skade. Han fandt desuden også først ud af det, da danskeren meldte det ud på live-tv.

Kasper Schmeichel smed noget af en bombe, da han sammen med farmand, Peter Schmeichel, i midtugen var live igennem på CBS Sports' dækning af Champions League.
Her fortalte den danske landsholdskeeper, at hans skulderskade er værre end først antaget, og at der derfor venter ham to ture på operationsbordet og en skadespause på 10 til 12 måneder.
Meldingen kom som et chok for hele fodbolddanmark, men det kom tilsyneladende også som en overraskelse for flere i Celtic-lejren.
Klubbens cheftræner, Martin O'Neill, var i hvert fald ikke klar over, at skaden var så omfattende, som det er tilfældet.

- Jeg må indrømme, at jeg blev overrasket over, hvor alvorligt det var. Jeg vidste, at han fik indsprøjtninger for at kunne spille nogle af kampene, men det er jo ikke nogen god løsning. Jeg var ikke klar over, hvor slemt det stod til, så jeg er ked af at høre nyheden.

- Jeg troede egentlig, at han var ved at komme sig, så det var skuffende at høre. Jeg vidste ikke, at det var så alvorligt, som det endte med at være – måske endda karrieretruende, blandt andet på grund af hans alder og den slags, siger Martin O'Neill på et pressemøde fredag ifølge Daily Record.
Meldingen om skadens omfang var dog ikke den eneste gang, O'Neill blev overrumplet, for da Schmeichel gik på live-tv og med sin far ved sin side delte nyheden, var det også første gang, at Martin O'Neill hørte om det.
O’Neill indrømmede på pressemødet, at han burde have været informeret først, men han tager ikke situationen så tung.
- Hvis det var første gang, det blev meldt ud, ville jeg gerne have hørt det direkte selv.
- I min tid kunne man få en bøde, hvis man ikke først rapporterede den slags til klubben. Jeg må nok hellere lige tjekke hans kontrakt. Det er faktisk et meget godt spørgsmål, joker O'Neill og tilføjer:
- Klubben var klar over den test, han gennemgik. Det gik ret hurtigt, og nogle gange kan jeg være svær at få fat i, hvis jeg ikke lige har lyst til at høre visse nyheder, siger han på pressemødet.
Schmeichel har kontraktudløb i Celtic til sommer.
Kasper Schmeichel måde at dele nyheden om sin skade har fået stor kritik i Skotland:

Celtic
Kasper Schmeichel












