Liverpool fordømmer racisme – og langer ud efter techgiganter
Techfirmaer er nødt til at tage større ansvar, skriver Liverpool på sin hjemmeside fredag, hvor de fordømmer de racistiske angreb, der har været rettet mod Ibrahima Konaté.

Champions League-opgøret mellem Liverpool og Galatasaray har fået et grimt efterspil.
Opgøret kostede en brækket arm for Galatasaray-spidsen Victor Osimhen i en duel med Liverpool-stopperen Ibrahima Konate.
Siden har franskmanden været genstand for en række racistisk motiverede angreb på de sociale medier, hvilket har fået Liverpool til at råbe op.
Ikke blot overfor de personer, der står bag, men også overfor de firmaer, der ejer det platforme, hvor det finder sted.
I utvetydige vendinger går Merseyside-klubben i rette med den behandling, Ibrahima Konate har været udsat for i kølvandet på opgøret.
- Denne adfærd er fuldstændig uacceptabel. Den er umenneskeliggørende, kujonagtig og rodfæstet i had. Racisme har ingen plads i fodbold, ingen plads i samfundet og ingen plads nogen steder – hverken online eller offline.
- Vores spillere er ikke målskiver. De er mennesker. Den chikane, der fortsat rettes mod spillere, ofte skjult bag anonyme konti, er en skamplet på sporten og på de platforme, der tillader, at det fortsætter.

Og det er heller ikke pæne ord, firmaerne bag de sociale medieplatforme får med på vejen af Liverpool FC, som på det kraftigste langer ud efter den manglende handling, de oplever fra techgiganterne.
- Sociale medievirksomheder må tage ansvar og handle nu. Disse platforme har magten, teknologien og ressourcerne til at forhindre denne chikane, men alt for ofte undlader de at gøre det. At lade racistisk had sprede sig ukontrolleret er et valg – og det er et valg, der fortsat skader spillere, familier og fællesskaber i hele sporten.
- Den nuværende situation kan ikke få lov til at fortsætte. Den skal konfronteres, udfordres og udryddes – ikke i morgen, men nu, lyder det fra Liverpool på sin hjemmeside.
Liverpool vandt opgøret mod Galatasaray med 4-0 på hjemmebane og er dermed videre i Champions League.
Galatasaray
Liverpool












