Det kan blive livsvigtigt, Vejle!
Vejle Boldklub fik hentet et enkelt point i allersidste sekund mod OB.

OB er kommet perfekt fra land i nedrykningsspillet med tre point mod FCK, men fredag aften var der problemer i Nørreskoven.
Fynboerne så ud til at hive en snæver 1-0-sejr med sig hjem fra Vejle, men hjemmeholdet fik sikret ét enkelt point med kampens allersidste spark.
Her er Campos Konklusion:
Højdepunktet
Det kan blive livsvigtigt, det der!
Vejle Boldklub har godt nok ryggen mod muren i tabellen, men der er ikke noget som et mål i allersidste sekund.
Det kan meget vel være det rygstød, som vejlenserne har efterlyst for at kunne sætte alvorligt skub i endnu en 'great escape'.
Anders K. Jacobsen fik nemlig sikret ét enkelt point til Vejle med det allersidste spark i kampen. I en kamp hvor gæsterne ellers ikke havde meget at byde på, må det kunne sætte gang i drømmene om overlevelse.

Nedturen
Det er egentlig meget symptomatisk for Vejle Boldklubs sæson.
Den helt store nedtur fandt sted i første halvleg, da OB åbnede ballet til 0-1 takket være Leroy Owusu.
Max Ejdum fik nemlig foræret bolden, da Valdemar Lund på uheldigvis snublede, hvorefter OB-profilen bombede ned mod baglinjen, før han sendte en flad aflevering på tværs af feltet, hvor Owusu dukkede op.
Man fristes til at sige "det er bare typisk, Vejle!", for egentlig havde hjemmeholdet i store perioder holdt fynboerne fra fadet med undtagelse af én enkelt stor chance - så selvfølgelig skulle der et uheld til.
Det er næppe sådan, man overlever.
Overraskelsen
Hvorfor lukker I ikke bare kampen, OB?
Fynboerne havde klat overtaget i opgøret, men det lykkedes aldrig at få scoret til 0-2, og det endte med at koste to point.
Alexander Zornigers gamble i forhold til at bænke Jann-Fiete Arp så ud til at have betalt sig, men mon ikke OB-bossen kan ærgre sig lidt over, at han ikke blev skiftet ind lidt tidligere?
For selv om OB dominerede boldbesiddelsen, så blev det sjældent farligt omkring Vejles mål, og det fik Vejle i den grad straffet.
Sådan en skal lukkes, hvis man vil snuppe syvendepladsen for næsen af FCK.
Det holder Campo øje med
Er der ingen, der vil have den syvendeplads?
OB lagde stærkt fra land i første runde af nedrykningsspillet med en sejr mod FC København, og var det blevet til tre point i Nørreskoven, kunne OB meget vel være favoritter til syvendepladsen.
Men nu FC København i den grad tilbage med favoritværdigheden, da Løverne møder FC Fredericia søndag klokken 16:00.
Det må nage hele Fyn.
Forinden opgøret troede Duelund på, at Vejles kunne overleve i Superligaen. Læs mere her:

OB
Vejle Boldklub












