Brøndby kan slå negativ rekord mod AGF: Ikke godt nok! Fotos: Claus Bech/Ritzau Scanpix, Bo Amstrup/Ritzau Scanpix og Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Brøndby kan slå negativ rekord mod AGF: Ikke godt nok!

Brøndby-cheftræner Steve Cooper og målmand Patrick Pentz er ikke begejstrede for den negative rekord, Brøndby kan sætte mod AGF.

Brøndby krise mål COoper Pentz
Fotos: Claus Bech/Ritzau Scanpix, Bo Amstrup/Ritzau Scanpix og Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

📍 Campo i Brøndby 

Det er meget sjældent, at hold i Superligaen spiller fem kampe i streg uden at score – men det nøjagtig den situation, Brøndby er i.

Før AGF-kampen søndag kan Brøndby se tilbage på fem Superliga-kampe i 2026 uden scoring, og den svier på Vestegnen.

For Brøndby satte med Steve Cooper som en hovedarkitekt gang i store ændringer i truppen i vinterpausen, hvor seks nye spillere kom til.

Men forsøget på at skærpe Brøndby i Superligaen er indtil nu slået fejl, og Steve Cooper bryder sig slet ikke om udsigten til, at Brøndby kan slå en negativ rekord for flest minutter i streg uden scoring i anden halvleg mod AGF.

- Jeg vidste det ikke, men jeg kan ikke påstå, at jeg er overrasket. Der er ikke mange hold nogen steder, der kan gå fem kampe uden at score, siger Steve Cooper til Campo og den øvrige presse.

Steve Cooper reagerer under Brøndby-kamp.
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

- Vi må acceptere, at det er sådan, det forholder sig, og det er ikke godt nok.

- Jeg tror ikke, jeg har prøvet det før. Men uanset, om jeg har eller ikke har, så er det ikke en god ting. Vi må håbe, vi kan gøre noget ved det, siger Brøndby-cheftræneren.

Brug for tro

Målmand Patrick Pentz er en af de Brøndby-spillere, der har mindst at gøre med målscoringen og chanceskabelsen.

72 minutter: Skal AGF besegle Brøndbys pinlige skæbne?

Han håber og tror, der kommer en positiv effekt, når Brøndby endelig kommer på tavlen.

- Vi får ikke gjort tingene færdige, som I også kan se. Vi kan ikke score mål, og så kan vi ikke vinde fodboldkampe, siger Patrick Pentz.

- Måske har vi bare brug for et grimt mål, og så er vi ude af det og ruller afsted igen, siger Brøndby-målmanden.

Pentz og Godfey under kamp
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

For Steve Cooper er det vigtigt at indgyde spillerne tro i en hård periode.

- Vi fortsætter med at skubbe til gutterne for at få dem til at tro på sig selv, og jeg håber, de kan tro på sig selv. For jeg ved, som jeg siger igen og igen, at vi har spillere, der kan skabe [chancer], spillere, der kan score. Men nu skal vi til at gøre det, siger Steve Cooper.

Brøndby IF er femmer i tabellen på en bedre målscore end sjette-placerede FC Nordsjælland.

AGF er 17 point foran på førstepladsen og bliver med al sandsynlighed ikke indhentet af Brøndby i denne sæson.

Mest læste

Notifications

Notifikationer