Kun én AGF’er ude inden søndagens møde med Brøndby Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Kun én AGF’er ude inden søndagens møde med Brøndby

Skadeslisten skrumper ind i AGF, og det er gode nyheder for cheftræner Jakob Poulsen.

Jakob Poulsen med tommelfinger op.
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

I AGF er de næsten der, hvor de kan melde 'alle mand på dæk'.

Lazarettet er tomt på Fredensvang inden søndagens opgør mod Brøndby, og Superligaens ældste trup er klar til opgøret mod klubben med den næstældste trup.

Der er således kun én spiller, cheftræner Jakob Poulsen endegyldigt vil dømme ude af kampen søndag.

Det er norske Markus Solbakken, der endnu ikke er 100 procent clearet, efter han har misset alle forårets kampe med betændelse på synsnerven. Det til trods for, at Solbakken fik spilletid i mandagens testkamp mod AC Horsens.

- Der er vi ikke helt endnu, men det var dejligt at få givet ham en masse kampminutter i mandags, og han deltager også fuldt i træning. Vi trækker den lidt endnu, og så må vi se efter landskampspausen, siger Jakob Poulsen til Campo og den øvrige fremmødte presse på Fredensvang.

Jakob Poulsen med tommelfinger op.
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Eric Kahl trænede til gengæld ikke fuldt med på Fredensvang torsdag, men umiddelbart bekymrer det ikke cheftræneren.

– Han var på lidt skånekost i dag med lidt efterveer fra i søndags, men jeg forventer at have ham med igen i morgen, lyder det fra Poulsen.

Også Jonas Jensen-Abbew og Nicolai Poulsen er begge i spil til søndagens kamp.

– AJ og Polle er med på lige fod. De har nogle ting, de bakser med, men de er i spil til både startopstilling og til spilletid, og deltager i flere træninger, end de ikke deltager i, så det er positivt, og det går heldigvis den rigtige vej.

Frederik Tingager i spil til startplads

Efter at have siddet ude med en lyskeskade i samlet set otte kampe før og efter nytår, er også Frederik Tinager ved at være et sted, hvor han banker på til en plads i startopstillingen efter fem kortere indhop indtil nu i 2026.

- For mig handler det om at stille det bedste hold. Det bedste fodboldhold til at vinde den pågældende opgave. Lige nu har Felix [Beijmo], Eric [Kahl] og Dalle (Henrik Dalsgaard, red.) spillet på et virkelig højt niveau og været meget stabile.

- Tingager skal gå ind og vise, at holdet bliver bedre, når vi bruger ham. Ikke kun at han kommer ind og shiner helt vildt, men at vi også bliver bedre som hold. Så vi må se, om det er det, vi vælger at gå med eller ej.

- Det fede for os er, at Tingager ser rigtig, rigtig god ud. Til træningen i dag synes jeg i hvert fald, at han så rigtig skarp ud og gjorde det godt, så det er heldigvis positivt, lyder det fra Jakob Poulsen.

AGF mødte i september-oktober Brøndby to gange indenfor en måned i foråret, hvor det blev til en 1-0-sejr hjemme og et 3-3-resultat på udebane.

Mest læste

Notifications

Notifikationer