Hvidglødende af raseri: – Korrupte!
En kontroversiel finale-dom får yderligere konsekvenser.

Forestil dig, at FIFA to måneder efter VM-finalen nåede frem til, at Frankrig i virkeligheden var vinder af den finale, Argentina vandt på banen i Qatar.
Eller at UEFA i begyndelsen af september 2021 havde bestemt sig for, at de sidste 30 minutter af England-Danmark i EM-semifinalen skulle spilles om, fordi Raheem Sterling havde filmet sig til Englands matchvindende straffespark.

Det er på lange stræk det, fodboldverdenen tirsdag aften måbende var vidne til, da det afrikanske kontinentalforbund CAF besluttede, at Marokko er mester på kontinentet, selv om Senegal vandt finalen på banen for to måneder siden.
Det sker formelt ved, at Senegal bliver taberdømt 0-3 af CAF's disciplinærudvalg.
Marokkos store indflydelse
Det politisk særdeles indflydelsesrige og stærke marrokanske forbund appellerede udfaldet af finalen umiddelbart efter, da Senegals spillere i protest over et meget tyndt straffespark til Marokko i slutfasen havde forladt banen i nogle minutter.
Kampens dommer og officials fik Senegal til at spille videre, og Brahim Diaz brændte straffesparket for værtsnationen.

Efter den forlængede spilletid vandt Senegal på straffesparkkonkurrence.

Men nu har forbundet CAF så til stor overraskelse for de fleste nået den konklusion, at det er de kommende VM-værter i 2030, der i virkeligheden er vinderen af finalen, fordi de senegalesiske spillere i nogle minutter forlod banen.
- CAF er korrupte, og reaktionen verden rundt bekræfter den totale forargelse. Præsidenten i vores forbund er i diskussioner med alle involverede. Denne kamp er langt fra ovre. Jeg vil berolige alle senegalesere. Senegal har ret, og sejren er på vores side. Trofæet kommer ikke til at forlade landet, siger Abdoulaye Sow, der er generalsekretær i Senegals fodboldforbund.
Dommen har ifølge Campos kilder allerede skabt stor debat i politiske og sportsjuridiske kredse, og det lader til at være en meget reel mulighed, at den internationale sportsdomstol CAS omstøder CAF's kontroversielle dom, der kan hvile på et juridisk tvivlsomt grundlag.
Det marrokanske forbund byder i en pressemeddelelse kendelsen velkommen.

Danmark
England











