Modigt: Satser butikken!
ANALYSE: Brian Riemer overrasker med flere yngre navne på landsholdet.

Tirsdag middag har landstræner Brian Riemer udtaget sin trup til VM-playoffkampen mod Nordmakedonien og den efterfølgende kamp mod Tjekkiet eller Irland.
Og der er flere påfaldende navne på listen af folk, Riemer har taget med.
Skader i målmandsgruppen og forsvaret har tvunget Riemer til ændringer, men der er flere andre ændringer, der er værd at bide mærke i.

Målmænd
Frederik Rønnow (Union Berlin) og Andreas Jungdal (Westerlo)
Campo havde luret (nej, vi havde ikke insider-informationer) på Frederik Rønnow som en løsning til målmandsgruppen.
Men det er stadig interessant at se Rønnow vende tilbage til landsholdet, han havde trukket sig fra, netop som Kasper Schmeichel melder afbud med en skade.
Rønnow er klart andetvalg bag Mads Hermansen, og som med Rønnow tidligere kan man nu nok ærgre sig over, Mads Hermansen ikke har bare et par kampe på landsholdet med sig, nu han skal spille en afgørende rolle.
Andreas Jungdal er ikke et mainstream-navn for det brede, danske landsholdspublikum, men han kender systemet fra U/21-landsholdet og er i gang med et gennembrud i belgisk fodbold for Westerlo.

Forsvar
Oliver Provstgaard (Lazio)
Tiden var inde til, at Lazio-spilleren fik chancen på landsholdet, efter han også har været en skattet spiller på U/21-landsholdet.
Den tidligere Vejle-spiller har været i Serie A i et år og har oplevet fodbold på øverste niveau på godt og ondt – der bør ikke være nogen nervøsitet ved at smide ham i ilden.
Midtbanen
Noah Nartey (Lyon)
Decideret overraskende er det måske ikke, men det er interessant at se landstræner Riemer udtage den formstærke midtbanespiller, der har fortsat lovende takter i Brøndby på langt højere niveau i Ligue 1.

Brøndby savner ham i ekstrem grad, og i Nartey får landsholdet en spiller fuld af selvtillid, der også kender systemet i DBU indefra fra ungdomslandsholdene, og som man kan smide i aktion efter pausen i de to kampe, hvis Brian Riemer finder det nødvendigt.
Forreste kæde
Jesper Lindstrøm (VfL Wolfsburg), William Osula (Newcastle), Kasper Høgh (Bodø/Glimt)
Det er en mild overraskelse at se Jesper Lindstrøm, der bestemt ikke har haft et par heldige år på topplan eller landsholdet men stadig bør indeholde noget godt med sin speed.
Til gengæld spiller Brian Riemer igen den varme hånd med Osula og Høgh.
Kasper Høgh var svær at komme udenom med sine mål i Champions League, og mens det vil være en stor overraskelse, hvis han starter, vil han være fremragende som indhopper.

William Osula var nævnt som mulighed men er også en overraskelse, for megen erfaring har han bestemt ikke.
Han scorede et forrygende mål mod Manchester United for nylig, og han har som Lindstrøm topfarten til at være en god indhopper især i situationer, hvor Danmark vil spille kontra.


Danmark












