Tidligere SL-profil afviser braget i Parken Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Tidligere SL-profil afviser braget i Parken

Han kunne potentielt have debuteret mod Danmark.

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Han vil gerne holde sine muligheder åbne, og det ville en debut i Parken om ti dage have ødelagt.

Ifølge Football Macedonia har den tidligere FC Nordsjælland-angriber Milan Iloski afvist det nordmakedonske landshold frem mod playoff kampen i Parken i næste uge.

Det skulle den 26-årige Iloski have gjort, da han angiveligt ønsker mere tid til at beslutte sig for sin landsholdsfremtid.

Iloski skulle ellers have modtaget et tilbud om udtagelse fra den nytiltrådte nordmakedonske landstræner Goce Sedloski.

Iloski er født i amerikanske Escondido, og med bare én enkelt undtagelse har han kun repræsenteret amerikanske klubber.

Den undtagelse er danske FC Nordsjælland, som han kom til fra Orange County i januar 2024, hvorefter det blev til i alt 19 kampe og to mål, inden han først blev udlejet til FC Nordsjællands søsterklub, San Diego, i april sidste år.

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Efter i juli at være vendt retur til Farum, blev Iloski i august solgt til en anden MLS-klub nemlig Mikael Uhres daværende klub Philadelphia Union, hvor han stadig spiller i dag.

Iloski har ingen ungdomslandskampe for hverken USA eller Nordmakedonien, og han kan således vælge frit mellem de to nationer.

Iloski har tidligere udtalt sig positivt om muligheden for at repræsentere sin fars fødenation.

- Min fars side af familien er helt makedonsk. Jeg voksede op med, at min bedstemor og bedstefar talte makedonsk til mig. Selvom jeg ikke er så god til at tale sproget, forstår jeg det ret godt, og jeg har altid kommunikeret med dem på makedonsk. Jeg er stolt af at være fra Makedonien. Jeg voksede op med det i hjemmet – med makedonske værdier og den måde, vi gjorde tingene på. Det er en stor del af min personlighed.

- Jeg har talt med et par spillere på holdet. Det ville være en meget interessant mulighed, og en jeg ville overveje, hvis den blev præsenteret. Det afhænger selvfølgelig af, hvordan tingene udvikler sig, og hvilke andre muligheder der er for mig, men jeg ville overveje det hele. Det ville være et positivt skridt i min karriere. Jeg er åben for alle muligheder. At repræsentere et landshold er virkelig en ære, lød det tilbage i, sagde Iloski i august ifølge Football Macedonia.

Selvom Milan Iloskis tid i Superligaen næppe kaster legendestatus af sig, så scorede han kampens enlige mål, da han som indskifter tre minutter før tid blev matchvinder i 1-0-sejren over AGF i november 2024.

Mest læste

Notifications

Notifikationer