Poulsen sagde intet om FCM’s pointtab til sine spillere Foto: Frank Cilius/Scanpix 2026

Poulsen sagde intet om FCM’s pointtab til sine spillere

AGF-spillerne havde ikke brug for at vide, at FC Midtjylland havde tabt sin kamp.

AGF-cheftræner Jakob Poulsen kigger ud i luften.
Foto: Frank Cilius/Scanpix 2026

Med ni runder tilbage af Superligaen har AGF et hul på 14 point ned til Sønderjyske på tredjepladsen.

Med andre ord må det i en logisk verden derfor kun være FC Midtjylland, der bliver anset som en reel konkurrent til guldet i Aarhus.

Midtjyderne har nemlig kun fem point op til AGF.

Så meget desto mere må det derfor også have vakt glæde at se, at FCM tabte hjemme mod FC Nordsjælland kort før AGF's kamp mod Sønderjyske blev fløjtet i gang søndag eftermiddag.

Alligevel valgte AGF-cheftræner Jakob Poulsen at tilbageholde informationen om FCM's pointtab.

Det fortæller han til Viaplay.

- Det havde jeg set.

Var det noget, du fortalte dine spillere i pausen?

- Nej. De skulle ud at spille fodbold, så det betød ikke så meget for dem.

- Det handlede mere om, at vi skulle ud at levere. Sådan er det for os hele tiden - det handler om, at vi skal levere.

- Vi ved, at hvis vi præsterer på et rigtigt højt niveau, så får de fleste hold det svært, siger Jakob Poulsen.

AGF-cheftræner Jakob Poulsen kigger ud i luften.
Foto: Frank Cilius/Scanpix 2026

AGF var lige ved at slå et hul på syv point ned til FC Midtjylland, men indkasserede et sent mål mod Sønderjyske og måtte derfor nøjes med 1-1 og et enkelt point.

- Det er ikke kun os, der har det svært mod Sønderjyske. De ligger nummer tre i Superligaen, og det gør de af en grund.

- De er dygtige, de spiller godt og har et hold, der ved hvad det handler om. Deres trænere formår at sætte dem godt op, så overordnet set er Sønderjyske bare dygtige.

AGF spiller næste gang søndag hjemme mod Brøndby.

Mest læste

Notifications

Notifikationer