FCK-exit ærgrer Jørgensen: Havde ikke urimelige krav
Viborg-profilen fortæller til Viaplay, at det var et nederlag ikke at få et eneste minut for FC København.

Siden skiftet til Viborg i 2024 har Thomas Jørgensen etableret sig som en stor profil i Superligaen.
Midtbanespilleren har især i denne sæson vist sig flot frem, og i vinter blev der meldt om stor interesse fra hollandske storklubber i det tidligere FC København-talent.
Men selvom Jørgensen i Viborg har bevist, at han er blandt rækkens bedste midtbanespillere, ærgrer det ham dog, at det aldrig blev til en gennembrud i FC København.
Og det sidder stadig i ham, at Løverne i sin tid ikke troede på ham.
Gennembruddet kom aldrig på førsteholdet i hovedstadsklubben, og i et interview med Viaplay fortæller midtbaneprofilen, at det var en stor skuffelse for ham ikke at få et eneste minut i FC København-trøjen.
- Hvis jeg kigger tilbage på det nu, var det en ærgerlig følelse ikke at slå igennem i FCK. Det var lidt et nederlag ikke at kunne få et eneste minut i Parken, når man har gået og drømt om det i så lang tid, og man har kæmpet og trænet hver dag for at tænke, at man en dag kunne ende derinde.
I 2024 blev det altså Viborg, der løb med midtbanespillerens underskrift, og selvom tiden i Viborg har været positiv, ærgrer det midtbanespilleren, at det ikke blev til førsteholdsfodbold i FCK.
Du kan se indslaget øverst i artiklen.

- Det var selvfølgelig et nederlag fra start af, men det var jo også det med, at man skulle holde det positivt og tænke, at der er en ny oplevelse i Viborg, og det var jo alt sammen fedt og positivt, at der var noget nyt. Men der var også lidt ærgerlighed over, at det ikke blev til noget.
Tilmed fortæller Thomas Jørgensen, at den måde, det blev til exit i FC København på, stadig nager ham.
- Der synes jeg, de var hurtige til at lægge alt hen på mig, at der var nogle høje krav fra min side af. Jeg kan mærke nu her to år efter, at jeg synes, det er noget, som stadig sidder i mig i forhold til, at det var en smule irriterende, at den kun lå på mig, siger han og fortsætter:
- Jeg synes ikke, at jeg havde urimelig krav, og jeg synes ikke, at min spilletid skulle være meget højere end alle andres. Det var egentlig bare følelsen af, at der ikke blev troet på mig, og det gjorde det rigtigt svært, at jeg ikke fik muligheden for at få lov til at slå igennem i FCK.
Thomas Jørgensen har scoret tre og assisteret yderligere syv mål i indeværende Superliga-sæson, hvor det tilmed blev til dobbelthæder i november måned.
Her blev midtbanespilleren nemlig kåret til både månedens unge spiller samt månedens spiller i landets bedste række.
Viborgs sportschef, Mads Agesen, har tidligere fortalt Campo om interessen for Thomas Jørgensen.
Læs mere her:

FC København
Viborg FF












