Sahsah om FCK-tiden: Havde håbet på flere kampe
Det danske stortalent føler, han fik for få kampe i FC København-trøjen.

I 2023 var Noah Sahsah i færd med at bryde muren igennem til FC Københavns førstehold.
I en pokalkamp mod Lyseng fik han startdebut for førsteholdet, men bare én uge senere gik han i stykker. En alvorlig knæskade kostede Sahsah et år på sidelinjen, bremsede hans udvikling og sendte ham bag i køen på førsteholdet.
Da han blev den alvorlige skade kvit, drog han mod Rosenborg, og Sahsah mindes en god tid med ungdomsfodbold i FCK.
På samme tid er han dog ærgerlig over, det kun blev til tre kampe for barndomsklubben, fortæller han til Campo.
- Jeg forholder mig egentlig kun til ungdomsårene i FCK, hvor jeg havde det super godt. Jeg var på god fod med alle mennesker. Jeg var jo ikke så lang tid på førsteholdet.
- Det blev desværre for få kampe, hvis du spørger mig. Jeg havde selvfølgelig håbet på flere kampe, når det er en klub, jeg havde brugt næsten hele mit liv i og havde knoklet røven ud af bukserne. Jeg prøvede bare at gøre mit bedst, og så fik jeg de chancer, jeg gjorde, siger Noah Sahsah til Campo.

14 minutter mod Thisted FC, 15 minutter mod PSV Eindhoven og 90 minutter mod Lyseng blev det til på førsteholdet i FCK, og netop Lyseng-kampen skulle vise sig at blive hans sidste i denne omgang.
- Jeg fik chancen (fra start, red.) mod Lyseng i pokalen, efter et godt stykke tid, hvor jeg havde præsteret relativt stabilt og slog til, men så blev jeg skadet lige efter, så det var, hvad det var, siger han.
(Artiklen fortsætter under reklamen)

Fra København til Trondheim
Da Noah Sahsah efter et langt skadesforløb endelig var tilbage på græs, blev FCK udskiftet med Rosenborg, og forklaring på hvorfor er ganske lige til.
- Jeg ville gerne spille fodbold, og jeg ville være det bedste sted i forhold til min udvikling, og på det punkt var det ikke FC København. Det var Rosenborg. Så simpelt er det, siger han.
Det unge talent rykkede til Norge, og skiftet til Rosenborg forløb uden de store kvaler, påpeger han.
- Overgangen var så smooth som den kan være. Heldigvis fik jeg en træner (Alfred Finnbogason, red.), jeg kendte i forvejen. så det var ikke så stor en omvæltning.
- Jeg kom ikke til et helt nyt system eller noget, jeg ikke havde prøvet før. Så på det punkt var det ikke super nyt på den måde, siger han.
Sahsah og Rosenborg åbner den nye sæson i Eliteserien lørdag på udebane mod Molde.

FC København












