Kritiserer DBU’s tavshed: De gemmer sig
Uden for DBU er der ikke megen forståelse for, at formand Jesper Møller og forbundet ingen holdning har til eksempelvis FIFA’s fredspris til Donald Trump.

Mens chefen i Norges fodboldforbund for nylig kritiserede FIFA's fredspris til Donald Trump og FIFA's tætte forhold til diktaturer, var der ikke et pip fra DBU's formand Jesper Møller i weekenden.
Her blev Møller på hjemmebanen i Aalborg genvalgt som DBU-formand uden modkandidat, ligesom han også blev for fire år siden.
Men i sin beretning til DBU's medlemmer skulle formanden intet have klinket med FIFA's ekstremt kontroversielle fredspris til Donald Trump eller FIFA-præsident Gianni Infantinos tætte forhold til Trump og til en række diktaturstater med store interesser i fodbold.
- FIFA har lanceret en international fredspris, som har til formål at anerkende initiativer, der gennem fodbolden bidrager til dialog og konfliktforebyggelse. I DBU har vi noteret os ambitionen – og den efterfølgende debat. Vi har ikke været involveret i fredsprisen og har som følge af vores principielle tilgang i øvrigt ikke nogen holdning til selve tildelingen.
Må forvente Møller har en holdning
Sådan står der i Jesper Møllers beretning, hvor DBU-formanden også afviser at engagere sig i en lang række kritiske emner med henvisning til, at det er udenrigspolitik.
Og at DBU ingen holdning har, når en holdning kan gøre lidt ondt, er problematisk for dansk fodbold, mener Stanis Elsborg, der er leder af Play the Game.
- Det er en mærkelig forestilling, at DBU skulle føre udenrigspolitik. Det er der jo ingen, der beder dem om. Det, der efterspørges, er en holdning til idrætspolitiske spørgsmål. Når FIFA – som DBU er medlem af – uddeler en fredspris til en politisk leder, så er det et idrætspolitisk spørgsmål. Og der må man kunne forvente, at DBU og Jesper Møller har en holdning, siger Stanis Elsborg til Campo.

- Fodboldorganisationer taler tit varmt om deres autonomi fra regeringer og vil jo ofte helst have, at politikerne holder sig væk. Men autonomi betyder også ansvar. Man kan ikke både kræve politisk uafhængighed og samtidig gemme sig bag regeringen, når spørgsmålene bliver svære.
- DBU’s slogan om at være ‘en del af noget større’ må jo også betyde, at man tager ansvar for og del i de idrætspolitiske diskussioner – også når de er prekære. Det er helt rimeligt, at DBU bliver stillet de spørgsmål, og det er lige så rimeligt at forvente et klart svar.
- Når dansk fodbold har en stemme i international fodbold, følger der også et ansvar for at bruge den. Hvis de nationale forbund vælger tavshed i de her spørgsmål, overlader de i praksis endnu mere magt til FIFA’s ledelse. International fodbold har brug for mere åben debat – ikke mindre, siger Stanis Elsborg.
Gemmer sig
Med et VM forude i USA, der lige nu fører krig mod VM-deltageren Iran, går diskussionerne om fodbolds rolle i global politik næppe væk af sig selv.
Om otte år er der VM i Saudi-Arabien, og i mellemtiden dukker der sandsynligvis en lang række svære sager op.

Og der dur det slet ikke for Danmark og dansk fodbold, hvis DBU hver gang gemmer sig bag regeringen eller bare nægter at have en mening, hvis det kan gøre Jesper Møller eller DBU upopulær i FIFA.
- Når det gælder Rusland, har DBU en klar holdning. Når spørgsmålene derimod handler om forholdet mellem FIFA og politiske aktører som Donald Trump – for eksempel FIFAs fredspris – får vi pludselig at vide, at det er udenrigspolitik og derfor ligger uden for fodboldens område. Det er svært at få øje på principperne i den logik, siger Stanis Elsborg.
- Det afslører en ret selektiv brug af argumentet. Nogle politiske spørgsmål vil man gerne have en holdning til – andre vil man slet ikke røre ved og gemmer sig bag påstanden om, at det er udenrigspolitik.
Frit spil til FIFA-toppen og lande som Saudi-Arabien
Efter Stanis Elsborgs mening er det dybt problematisk, at fodboldledere undviger at have en holdning, når det er ubekvemt, fordi det kan give frit spil til andre aktører til at overtage styringen med fodboldbranchen.

- International fodbold er i dag dybt sammenvævet med politik. At overlade bolden til andre med henvisning til udenrigspolitik, når det i virkeligheden handler om sportens eget ansvar, beskytter ikke sporten. Det svækker bare troværdigheden hos dem, der hævder at lede den.
- Hvis fodbolden insisterer på autonomi, må den også acceptere det ansvar, der følger med. Ellers risikerer autonomien at ende som et bekvemt skjold – taget frem, når sporten vil undgå kritik, og lagt væk igen, når sporten selv vælger at træde ind på den politiske arena, siger Stanis Elsborg.
Irans sportsminister meldte onsdag Irans herrelandshold fra til VM-slutrunden.
Står det afbud til troende, skal FIFA finde en ny deltager til turneringen, der begynder i anden uge i juni.

Danmark












